Lastbil Magasinet under anklage
I to artikler her på siden den 29. juni i år beskrev mekaniker Stig Christensen, Bøjen ved Mørke på Djursland, hvordan han følte sig ført bag lyset af en sælger fra X-Ergon v/NCH Europe Inc., der er et af firmaerne på Industribuen 7E i Ishøj.
Mekanikeren, der driver et mindre mekanikerværksted med handel med lastbiler og opbygning af samme, beskrev i artiklen, hvordan en sælger fra X-Ergon havde solgt ham svejseelektroder til overpris.
Mekanikeren påpegede i artiklen, at det han skrev under på og fik en kopi af, ser helt anderledes ud end den ordrebekræftelse, som sælgeren påfølgende sendte til X-Ergon. Lastbil Magasinet er i besiddelse af begge bilag.
Stig Christensen returnerede de fremsendte varer, som han trods adskillige rykkere har nægtet at betale for. Sagen skulle have været for retten i dag, men på grund af advokatskift er sagen udsat.
Smøremidler til overpris
I en tidligere artikel har vi beskrevet, hvordan vognmand Kaj Ole Rasmussen, Serridslev købte sæbe og smøremidler af Euroquem, der også hører til firmaerne på Industribuen 7E. Også vognmanden har oplevet at blive afkrævet priser for produkter, som er himmelhøje i forhold til, hvad andre kan sælge tilsvarende varer til.
Ville ikke udtale sig
I forbindelse med omtalen af Kaj Ole Rasmussens påstande om Euroquems forretningsmetoder har vi flere gange kontaktet firmaets salgschef Jens Kirkegård for at få en kommentar. Men Jens Kirkegård har tydeligt ladet Lastbil Magasinet forstå, at han ikke vil diskutere tingene med os, og at vi ifølge ham ”bare kan skrive om sagen, hvis det er det, vi vil”.
Artiklerne på hjemmesiden den 29. juni blev også sendt til Jens Kirkegaard, som indtil nu ikke har reageret. Nu har firmaet X-Ergon imidlertid reageret via en advokat, der mener at vide, at firmaerne på Industribuen 7E ikke har haft mulighed for at kommentere sagen.
Derfor mener advokaten, at Lastbil Magasinets handlemåde er i strid med medieansvarsloven, hvorfor han stiller krav om, at vi indrykker et genmæle, hvor vi erkender, at artiklerne er fejlagtige.
Vi har imidlertid ingen grund til at indrykke et genmæle. Derimod er vi glade for, at firmaerne på Industribuen 7E nu endelig er kommet ud af busken. Derfor bringer vi deres version af historien her på siden under overskriften ”Firmaer under anklage kommer nu ud af busken”.
De øvrige artikler er bragt 20. februar, 27. juni og 29. juni.