Advarsel til opslagstavlen
Euroquem og X-Ergon. Det er navne på de to firmaer, som vognmand Kaj Ole Rasmussen, Serridslev og mekaniker Stig Christensen fra Djursland har gjort nogle uheldige forretninger med. Begge advarer kraftigt mod at lukke firmaernes sælgere inden for døren.
Både vognmanden og mekanikeren har oplevet at blive afkrævet priser for produkter, som er himmelhøje i forhold til, hvad andre kan sælge tilsvarende varer til.
Samtidig er de enige om, at firmaernes sælgere er dybt utroværdige og påtrængende ud over alle grænser.
Lastbil Magasinet har fundet et par firmaer mere på samme adresse Industribuen 7 E, Ishøj. De gør i tilsvarende produkter, som de to uheldige kunder føler sig påduttet under falske forudsætninger.
En stor familie
Kaj Ole Rasmussen købte sæbe og smøremidler af Euroquem. Det figurerer så ikke i Kraks oversigt over firmaer på adressen Industribuen 7 E, men Lastbil Magasinet ringede bare til Chemsearch samme sted og bad om telefonnummeret til salgschef Jens Kirkegård, Euroquem. Det var ikke noget problem.
Ifølge Krak sælger Chemsearch kemikalier.
Stig Christensen ligger p.t. i retslig tvist med firmaet X-Ergon. I Krak figurerer det som forhandler af blandt andet slibe- og loddemateriale. Af det visitkort, som mekanikeren fik af X-Ergons sælger Henrik Laustsen, fremgår det, at der er en sammenhæng mellem firmaet og et andet på samme adresse. Nemlig NCH Eorope Inc.
Efter Kraks oplysninger sælger NCH også kemikalier.
Står der en kunde og mangler lim og klæbemidler fås de fra samme adresse, men ved firmaet Mega Metal.
Dagens artikler sendes pr. mail til salgschef Jens Kirkegård. Det står så chefen frit for at kommentere på de hårde angreb fra, hvad man kan kalde éngangskunder.
Læs også: ”Mekaniker advarer mod firmaer på Industribuen.”