Mekaniker advarer mod firmaer på Industribuen
Euroquem, Chemsearch, NCH Europe Inc., Mega Metal og X-Ergon har det til fælles, at adressen er Industribuen 7 E, Ishøj. De to førstnævnte deler desuden telefonnummer.
Udover det mener Stig Christensen, Bøjen ved Mørke på Djursland, at mindst et par af firmaerne også har samme dårlige forretningsmoral, hvor de fører kunderne bag lyset. Nu vil han gerne advare andre mod hele forsamlingen på adressen i Ishøj.
Stig Christensen, der driver et mindre mekanikerværksted med handel med lastbiler og opbygning af samme, har henvendt sig til Lastbil Magasinet, efter at han har læst om Kaj Ole Rasmussens uheldig køb af sæbe og smøremidler hos Eurpoquem.
Mekanikeren mener nemlig, at kompagniskabet ovre i Ishøj skal have al den negative reklame, som firmaerne kan få.
Han føler sig ikke bare ført bag lyset af en uhæderlig sælger. Stig Christensen ved samtidig, at han er afkrævet ågerpriser i forhold til, hvad tingene koster andre steder.
Utroligt påtrængende
I august 2000 stødte han ind i en påtrængende sælger, Henrik Laustsen X-Ergon v/NCH Europe Inc., som ikke var til at ryste af igen. Sælgeren mødte frem på adressen i Bøjen efter tre henvendelser pr. telefon.
Det resulterede i, at Stig Christensen blandt andet købte – troede han i det mindste - 10 stk. svejseelektroder 2,0 til 17,73 kroner pr. stk. samt 10 elektroder 2,5 også til en stykpris af 17,73 kroner.
”Henrik Laustsen sagde, at det ikke var noget problem at sælge elektroderne stykvis. De var godt nok dyre, men da jeg kun købte 10 af hver, blev det til 354,60 kroner. Der var kunder, og telefonen ringede hele tiden, mens han var her, men jeg skrev i farten under på en ordrebekræftelse,” fortæller Stig Christensen.
To forskellige papirer
Mekanikeren påpeger, at det han skrev under på og fik en kopi af, ser helt anderledes ud end den ordrebekræftelse, som sælgeren påfølgende sendte til X-Ergon. Det er korrekt.
Lastbil Magasinet har begge bilag.
På den Stig Christensen beholdt, står der kun under det fortrykte produktnavn: udtrækningselek 2,0, Under det fortrykte antal: 1. Under pakning: kg og endelig under a pris: 1773. Samme procedure er fulgt for udtrækningselek 2,5.
På det bilag, som senere kom frem i sagen, står der det samme, men der er tilføjet andet foran og bag teksten: Under produktnr.: 168 6 000. Produktnavn: udtrækningselek 2,0. Antal: 1. Pakning: kg. a pris: 1773. Beløb: 1773,-.
Samme procedure er gentaget ved elektroderne 2,5.
Teksterne er håndskrevet, og på Stig Christensens kopi er der god plads til at tilføje tekst både under kolonnen: produktnr. og beløb.
Alt for dyrt
Stig Christensen påpeger, at han aldrig ville have købt elektroderne, hvis det ikke var fordi, at sælgeren lovede han kunne få dem stykvis, fordi de var for dyre.
Lastbil Magasinet har snakket med et par forhandlere. De vil hellere end gerne sælge elektroder til Stig Christensen til det halve af, hvad X-Ergon forlangte, og det er forståeligt.
Kg prisen kan så svinge lidt, men den ligger cirka på 122 til 130 kroner pr. kg plus moms.
Protesterede til sælgeren
Dagen efter købet 16. august modtog Stig Christensen regningen. Da han så den, blev han gal og forsøgte at sætte sig i forbindelse med Henrik Laustsen for at påpege, at aftalen var, at han købte to gange ti elektroder.
”Men han tog ikke telefonen, og han ringede heller ikke tilbage, selv om jeg lagde besked om problemet på telefonsvareren, og at jeg ikke ville have elektroderne.
Henrik Laustsen lod ikke høre fra sig, så da fragtmanden kom, sagde jeg til ham: det kan du godt tage med dig igen,” fortæller Stig Christensen.
Med i returneringen var et par andre ting, som mekanikeren købte. Den samlede regning lød på 6.262,50 kroner. Heraf figurerer der to gange et kg elektroder a 1773 plus moms – eller i alt 4432,50 kroner.
Gennem hele møllen
Det er tankevækkende, at Stig Christensen ved at handle andre steder kunne have købt 20 kg elektroder a 130 kroner plus moms. 31. juli ender sagen så i Retten i Hornslet.
Forinden har Stig Christensen været gennem hele møllen.
Ligesom i Kaj Ole Rasmussens sag, der er knap så langt fremme i systemet som mekanikerens, har X-Ergon også haft kravet overgivet til inddrivelse gennem Creditringen, København.
Læs også artiklen dags dato: ”Advarsel til opslagstavlen.”