Vognmanden skrev ikke under
”Jeg har været hos politiet, hvor jeg konstaterede, at det ikke er med min skrift, at der er skrevet under. Desuden skriver jeg altid Tonny Madsen. Her stod kun T. Madsen.”
Det fortæller en lettet vognmand og entreprenør Tonny Madsen, Tonny Madsen A/S Svendborg. Den forfalskede signatur betyder nemlig det samme, som at han ikke er involveret i dokumentfalsk i sagen, der blev omtalt i tre artikler på hjemmesiden 20 juni.
På forkert grundlag
T. Madsen. Sådan stod der altså på den dokumentation, som vognmand Arne Henning Petersen, Tved sendte til Færdselsstyrelsen, og på hvilken styrelsen udstedte to tilladelser til godskørsel for fremmed regning.
Af papirerne fremgik det nemlig, at Arne Henning Petersen i perioden fra 1. april 1996 frem til 31. juli 1998 var ansat som kørselsleder og disponent hos Tonny Madsen A/S.
DTL gik ind i sagen og påviste, at Arne Henning Petersen aldrig var aflønnet af Tonny Madsen, men at han tidligere stod bag disken i en Favør butik.
Kaldt tilbage
13. juni kaldte styrelsen tilladelserne tilbage og anmeldte forholdet til politiet.
”Jeg har taget en snak med Michael Svane (ordførende direktør for DTL, red.) om sagerne. Grunden til at jeg ikke helt kunne erindre i første omgang, om jeg virkelig havde sat min underskrift, er, at det ligger et par år tilbage, men nu er jeg sikker på, at det ikke er mig, der skrev under,” fortæller Tonny Madsen.
Arne Henning Petersen var et kendt ansigt hos Tonny Madsen A/S, hvor han ofte hjalp lidt til.
Politiets positive melding til Tonny Madsen belaster yderligere den ulovlige vognmand i retning af, at han alene har forfalsket papirerne.
”Jeg kan kun sige, at det ikke er mit problem. Han har kun gået her af og til og hjulpet,” påpeger Tonny Madsen.