Fru Jørgensen vil ikke betale
Sidst på sommeren 2000 overtog Drejergård Transport to biler fra den tidligere bruger T. A. Transport V. Sottrup ved Tom Albrechtsen. Ejeren er et leasingselskab på Fyn.
Samtidig leasede Drejergård to trailere gennem Finans Nord, som T.A. tidligere havde kontrakt på.
Med i overdragelsen var tre sæt ”juletræer,” to mobiltelefoner og to telefaxe. Prisen for løsøret, som var T.A. Transports private ejendom, blev aftalt til 98.000 kroner.
”Jeg sendte regningen til Drejergård Transport. Jeg husker ikke, om jeg skrev personnavn på. Efter cirka tre ugers tid kom der en check på 45.000 kroner. Den var underskrevet af Kirsten Jørgensen,” fortæller Tom Albrechtsen.
Kirsten Jørgensen er som bekendt gift med Johnny Jørgensen, og selv om Drejergård fik tilladelser i november 2000 fortsatte firmaet i en lang periode med at køre rundt i biler, indregistreret til firmakørsel i hustruens bolighus på Uthvej, Horsens
Inden Færdselsstyrelsens godkendelse havde firmabilerne kørt med gods for fremmed regning siden foråret 2000 for flere forskellige speditører.
Ingen kontakt
Tom Albrechtsen ville selvfølgelig ikke nøjes med knapt halvdelen af den aftalte købspris, så han rykkede gentagne gange Drejergård, men der var ingen forbindelse igennem.
Til sidst mistede han for to til tre måneder siden tålmodigheden og indgav sagen til sin advokat Henrik Kleis, Aarhus.
”Jeg har ikke lyst - eller råd til at miste de 53.000 kroner, sagen drejer sig om,” fortæller han.
Advokaten forsøgte så også at hente pengene hjem med et par rykkere.
Der var stadig ingen reaktion.
Udeblev fra Retten
Da Drejergård så ikke indbetalte de 53.000 kroner efter Henrik Kleis´ anmodning, tog advokaten en anden taktik i brug og slæbte Kirsten Jørgensen i Retten i Horsens for en måneds tid siden.
Det viste sig så også at være omsonst.
For det første mødte hun ikke op, så det kostede en udeblivelsesdom til fru Jørgensen.
For det andet fandt advokaten ifølge Tom Albrechtsen ud af efter dommen, at vognmandsvirksomheden - efter købet af tingene fra T.A. er flyttet over i Johnny Jørgensens navn.
”Jeg blev rasende, da jeg fik det at vide, for min advokat siger, at jeg ikke først kan få en dom på, at Kirsten Jørgensen skylder mig pengene og så bagefter få en dom på ægtefællen for den samme forseelse,” påpeger Tom Albrechtsen.
Vognmanden kender et par eksempler på andre, som har Drejergård i kundekartoteket, så nu vil han godt advare dem, så de fra starten får sendt regningen til den rigtige.
Tom Albrechtsen mener i øvrigt, at næste udspil bliver at slæbe Kirsten Jørgensen i fogedretten.