"Falsk" vognmand lukker butikken
”Jeg vedkender, at kravet ikke var opfyldt. Nu sælger jeg bilerne og sender tilladelserne tilbage til Færdselsstyrelsen. Ellers vil jeg ikke udtale mig til sagen,” fortæller vognmand Arne Henning Petersen, Tved på Sydfyn.
13. juni hjemkaldte styrelsen vognmandens to tilladelser, fordi de var udstedt på falsk grundlag. Selv om Arne Henning Petersen i første omgang dokumenterede over for Færdselsstyrelsen, at han besad de tre års erfaring i branchen, holdt påstanden ikke ved nærmere undersøgelse.
Den fik DTL sat i værk på foranledning af formanden for Sydfyns Vognmandsforening, Michael Thomsen.
Måske – måske ikke
Arne Henning Petersen vil ikke kommentere på det forhold, at adm. direktør Tonny Madsen, Tonny Madsen A/S Svendborg, med et pennestrøg godtgjorde, at han opfyldte kravet om tre års erfaring i vognmandsbranchen.
”Jeg kan have skrevet under ved en misforståelse. Det tør jeg ikke sige, men jeg erindrer det ikke. Det hænder, at der kommer nogen, som skal have et eller andet skrevet under, hvis de skal på et kursus, der kræver anciennitet. Så jeg kan have overset, hvad det var, jeg skrev under på,” forklarer Tonny Madsen.
Aldrig rigtig ansat
Tonny Madsen fortæller også, at Arne Henning Petersen aldrig har været rigtig ansat i virksomheden.
”Men han har altid gået her og hjulpet til, og han har også klaret sig fint som vognmand, så det er lidt synd for ham,” mener direktøren fra Svendborg.
Tonny Madsen A/S er delt mellem en entreprenør- og en vognmandsdel med i alt 30 ansatte.
”Men i dag gør vi mest i entreprenørdelen. Vi har kun seks lastbiler tilbage,” fortæller Tonny Madsen.
Sagen er desuden omtalt på dagens hjemmeside i artiklerne: ”Styrelsen vil have tilladelser retur,” og ”Tror ikke helt på direktørs uvidenhed.”