Lastbil Show 2001: Ny showbil fra Guldager
Danmarks bedst kendte trucker, vognmand Henrik Guldager fra Aalborg, plejer at bygge en ny udstillingsbil hvert andet år. Men i år bryder han traditionen. I skrivende stund er han ved at lægge sidste hånd på en ny bil.
"Den får navnet Sweet Candy 12, og den når lige præcis at blive færdig til Lastbil Show 2001 i Fredericia," afslører Henrik Guldager over for lastbilmagasinet.dk
Da bilen ikke er færdig endnu, kan vi af gode grunde ikke vise billeder af den. Guldager fortæller, at den ikke bliver så overdådigt udstyret og udsmykket som den grønne Sweet Candy 11, der naturligvis også er med ved showet i Fredericia, men at den bliver noget anderledes, også hvad angår farver.
Hvis man vil se Guldagers nye udstillingsbil, er der mulighed for det på Lastbil Show 2001, der finder sted i den kommende weekend på de udendørs arealer ved Dronning Margrethe Hallerne i Fredericia.
Showet åbner klokken 10 både lørdag og søndag.