Overskud i DTC
DTC A/S i Vejle har netop afholdt den årlige generalforsamling, hvor årets resultat blev fremlagt.
Før afskrivning blev årets overskud på 10.439.000 kr. mod 8.952.000 kr. i 1999.
Årets resultat efter afskrivninger udviser et realiseret overskud på 6.364.000 kr. mod 5.104.000 kr i 1999, hvilket er bedre end forventet.
Egenkapitalen, der herefter udgør 125.785.000 kr., blev forrentet med 5,3 procent. Selskabets soliditetsgrad er på 46,8 procent.
Ledelsen oplyser, at Danmarks Transport Center fortsat betragtes som en langsigtet investering, der udbygges i overensstemmelse med de oprindelige planer.
Fuldt udlejet
Ved årets udgang udgjorde DTC's samlede areal til udlejning 47.723 etagemeter, der er fordelt på kontorer, butikker, hotel, cafeteria, værksteder, vaskehaller, fragtcentral og distributionsterminaler, lagerhotelbygninger, frysehuse, benzin- og dieselserviceanlæg m.v. Centret var pr. 31.12.2000 fuldt udlejet.
Selskabet forventer, med baggrund i en fortsat god efterspørgsel efter lejemål, en fortsat rolig og kontrolleret udbygning af centret med udgangspunkt i et restbyggepotentiale på ca. 22.000 etagemeter.
Udbygningen, der forventes fortsat i år 2001, vil have en positiv indflydelse på selskabets driftsresultat, idet der herigennem opnås en bedre udnyttelse af selskabets ressourcer. Der budgetteres således med et fortsat overskud i år 2001, oplyser direktør Henry Dyrlund, DTC.