Kendte branchefolk til Bolding
Handelsfirma Jørn Bolding A/S styrker nu salgsafdelingen med ansættelse af to erfarne branchefolk i nyoprettede salgschefsfunktioner.
Det drejer sig om 44-årige Jens Peter Carlsen, som i en årrække har udfyldt en lignende stilling hos Krone Skandinavien, og 29-årige Nic Bjerg, der kommer fra Tage Nyborg A/S, hvor han har fungeret som salgskonsulent i lastvognsafdelingen.
Jan Petersen, der tidligere har ledet afdelingen for transportmateriel hos Jørn Bolding A/S, er fratrådt for at søge udfordinger uden for branchen, oplyser firmaet, der har hovedkvarter i Esbjerg.
Jørn Bolding A/S er en af de kendte aktører på det danske marked, når det gælder nyt og brugt transportmateriel - med en række agenturer for nogle af Europas største og mest anerkendte producenter, bl.a. Goldhofer og Kögel.