DTL-formand stifter nyt firma
Kaj Nielsens nye kompagnon er firmaet Brechmann & Bolding A/S ved speditør Karsten Bolding, der samtidig er tiltrådt som direktør og daglig leder i selskabet.
Det nye selskab har pr. 1. juni i år købt Godstransporten Møbro, der driver fragtrute mellem Odense og Vestsjælland under Danske Fragtmænd a.m.b.a. Ruten er købt af Møbro Transport ApS, der er et 100% ejet datterselskab under Kaj Nielsen Transport A/S.
De to selskaber har tilsammen 32 ansatte og beskæftiger sig primært med kørsel i Danmark og Skandinavien. Desuden har man en miljøafdeling, der beskæftiger sig med transport indenfor miljøaffald og transport af fare-klassificerede materialer.
God løsning
Kaj Nielsen er netop er blevet genvalgt som formand for en ny 2-årig periode i Dansk Transport og Logistik og i Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik.
”I det nye selskab har vi fundet en optimal løsning, hvor vi har fået fordelt ledelsesopgaverne, så jeg kan deltage i disse i det omfang mine opgaver som formand for DTL tillader det. Ligeledes får vi tilført ny viden og kompetence fra en anden gren af transportbranchen, som jeg mener kan blive gavnlig for virksomheden, og sidst men ikke mindst, får vi via vort nye partnerskab adgang til et netværk, som jeg ved flere lejligheder som formand for DTL har påpeget vigtigheden af”.
Ti år hos Samson
Den nye direktør og daglig leder af de to virksomheder, Karsten Bolding er uddannet speditør. Hans baggrund er 20 års erfaring inden for transportbranchen, heraf 10 år som filialleder hos Samson Transport A/S, Odense.
”Jeg håber naturligvis, at jeg med min baggrund kan være med til at sikre en god udvikling i tæt samarbejde med medarbejderne, og jeg ser meget optimistisk på vore fremtidige muligheder, trods problemer med en fornuftig indtjening mange steder indenfor transportbranchen,” siger Karsten Bolding.