DTL med i ny hovedorganisation
Organisationerne bag ServiceErhvervene er: DTL (Dansk Transport og Logistik), AHTS (Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service), Handelskammeret og HORESTA (Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening). ServiceErhvervene får tilsammen 12.000 medlemsvirksomheder.
De fire organisationen udtaler, at serviceerhvervenes stærkt stigende betydning stiller krav om en stærkere organisation for at leve op til medlemsvirksomhedernes krav. En sammenlægning af ressourcerne vil betyde øget politisk slagstyrke og bedre service over for medlemsvirksomhederne. Samtidig sikrer man, at de specifikke brancheforeningers profil bliver styrket, skriver organisationerne i en pressemeddelelse.
På linje med landbrug og industri
Serviceerhvervenes interesser varetages i dag af en vifte af mindre og mellemstore organisationer, hvorimod erhverv som landbrug og industri får tilgodeset deres interesser hos bredt dækkende enhedsorganisationer. Uden en stærk hovedorganisation for serviceerhvervene må det forventes, at den nuværende situation med mindre aktører vil være til skade for serviceerhvervets indflydelse i samfundet, mener organisationerne.
Ifølge pressemeddelelsen skal den nye organisation være en politisk faktor, der sikrer lydhørhed og reel indflydelse for serviceerhvervet, der ubetinget er Danmarks største erhverv. Samtidig er det hensigten at styrke såvel den generelle medlemsservice som udvikling af nye, branchespecifikke tilbud til medlemsvirksomhederne.
ServiceErhvervene bliver præget af fleksibilitet og valgfrihed med hensyn til den erhvervspolitiske del og arbejdsgiverdelen, hedder det.
Over 1 mio. medarbejdere
Det samlede private serviceerhverv har ifølge Erhvervsministeriet 1.116.000 medarbejdere og har over halvdelen af omsætningen i erhvervslivet med 1.090 milliarder kroner i 1997.
Ifølge pressemeddelsen vil der nu blive gennemført en grundig debat blandt medlemmerne af de fire organisationer, således at en beslutningsproces kan gennemføres i organisationernes kompetente forsamlinger.
Naturlig udvikling
"Visionerne om en ny hovedorganisation for servicefagene skal ses som en fortsættelse af den sammenlægning, som for et par år siden førte til dannelsen af DTL," siger formand Kaj Nielsen.
"Transporterhvervet er en vigtig og central del af dansk erhvervsliv, og det har en helt naturlig plads inden for serviceerhvervene. Derfor er det også naturligt, at DTL tager et ansvar for at skabe en endnu bedre og større organisatorisk ramme for det politiske indflydelsesarbejde."
Bestyrelserne i de fire organisationer har givet grønt lys for, at der arbejdes videre med visionen. DTL vil nu gennemføre en omfattende debat med medlemmerne om forslaget, oplyser DTL's formand.