Møde for de selvkørende er aflyst
Der bliver ikke dannet et netværk for de selvkørende vognmænd under DTL i denne omgang. Det stiftende møde skulle have fundet sted i morgen på DTL's kursusejendom ved Trelde Sande.
DTL oplyser, at mødet er aflyst på grund af for ringe tilslutning. Kun ca. en snes deltagere havde tilmeldt sig, og ifølge DTL's direktør Michael Svane, der skulle have indledt og afsluttet mødet, skulle man op på mindst det dobbelte antal for at gennemføre seancen. Desuden skal der være en større geografisk spredning blandt deltagerne.
»Mødet er udsat til september-oktober,« siger Michael Svane.
Aflysningen er sket efter aftale med en af initiativtagerne til netværket, vognmand Jan Nordvang, Havdrup.
Der er omkring 13-1400 enbils vognmænd i DTL. Hertil kommer vognmænd med flere biler, der selv sidder bag rattet i det daglige.