23948sdkhjf

Dommer: Prøvepladesagen er principiel

Dommeren ved Retten i Gråsten fandt, at prøvepladesagen fra Padborg er af så principiel karakter, at hun ville have nye oplysninger på bordet, inden dommen afsiges.

I går sad både direktøren for Lundimex, Frede Lund og hans ansatte Niels Tekker på anklagebænken ved Retten i Gråsten.

Sigtelsen lød for begges vedkommende på kørsel i ikke registrerede køretøjer.

Hændelsen fandt sted sidste år 28. marts, da direktøren og hans ansatte var på vej hjem fra Tyskland i hver deres trækker med en efterspændt trailer.

På hjemturen drejede de fra ved motorvejsfrakørslen til Padborg lige efter Frøslev-grænsen og fortsatte hjem til Lundimex` daværende adresse på Hermesvej i Padborg.

Den sidste del af turen foregik med politiet i hælene, og det var først hjemme på Hermesvej, at Frede Lund og Niels Tekker blev noteret for deres trafikforseelser.

Kunden ventede

Trækkere og trailere var erhvervet hos en tysk vognmænd og forsynet med tyske prøveplader.

”Køretøjerne var solgt til russere, som stod hjemme på pladsen og ventede på dem. Årsagen til, at vi hentede dem, var, at russerne ikke kunne få visum til Tyskland,” forklarede Frede Lund i Retten.

Anklageren påpegede, at han fastholdt sigtelsen for at køre i ikke registrerede køretøjer.

”Jeg mener, der skal ske domfældelse i begge tilfælde. I Danmark anerkender vi ikke de tyske prøveplader, og man skulle have stoppet på grænsen og sat de danske på,” forklarede han.

Det synspunkt havde Frede Lund svært ved at godtage, da grænsen forsvandt samtidig med Schengens indførelse.

”Efter Schengen er det ikke længere muligt at leje prøveplader ved politiet på grænsen, og vi kan ikke længere få en personbil ud på grænseovergangen med danske prøveplader. Det er ikke længere muligt at vende. Desuden hedder det sig nu, at vi skal stoppe og skifte prøveplader ved først givne lejlighed. Det er på Hermesvej, og det var der, jeg blev antastet af politiet,” påpegede Frede Lund.

Direktøren pointerede samtidig, at han anså det som en teknisk handelshindring, hvis det ikke er muligt at transportere varer uhindret inden for EU´s grænser.

Gav anklagede ret

Frede Lund ville gerne vide, hvordan han i fremtiden skal forholde sig, når han kommer til grænsen og ikke har mulighed for på stedet at skifte de tyske prøveplader ud med danske på grund af stopforbuddet.

Den problematik fandt dommeren også interessant.

”Jeg giver dig ret i, at det ikke er muligt at skifte på grænsen mere. Så jeg synes, du skal skrive til politimesteren og forhøre dig, hvor det så skal ske. Det er altid godt at have et svar på skrift,” mente hun.

Stillede sig tvivlende

Begge tiltaltes forsvarer, advokat Niels Erik Nielsen stillede sig i øvrigt skeptisk over for selve sigtelsen. Han forlangte af anklageren at få en henvisning til, hvor i lovteksten det står, at det ikke er tilladt at benytte de tyske prøveplader på hele turen, da de er godkendt i det resterende EU. Transporterne med de tyske plader er desuden fuldt forsikret.

Derfor kunne Niels Erik Nielsen heller ikke godtage anklagen for at køre i uregistreret køretøj. Han henviste også til, at det står i loven, at man må køre på udenlandske plader her i landet i 14 dage, inden omregistrering til danske plader.

Kun for de registrerede

Det afviste anklageren og påpegede, at den kørsel ikke er tilladt, når det drejer sig om prøveplader, men alene for køretøjer, der er registreret.

”Jeg synes, at vi har brug for at vide, hvordan vi skal efterkomme kravene. Som det er nu, kan vi ikke køre ti meter ind i Tyskland på danske prøveplader, så nu må vi vide, hvad vi må og ikke må, for der er heller ikke fri bevægelighed i Schengen, som det hedder sig, at der skal være,” påpegede Frede Lund.

Efter vidneforklaringen bad dommeren både anklager og forsvarer om at kigge lovteksten efter i sømmene, da hun fandt, at sagen er af principiel karakter – både med hensyn til brugen af prøveplader og det knap så åbne Schengen-samarbejde, som ellers skulle sikre den frie bevægelighed af varer mellem medlemslandene.

Sagen blev dermed udsat til senere behandling.

På tilhørerpladserne i Retten var der mødt nogle af Frede Lunds kolleger op. De kom for at bakke ham op, men også fordi de står med lignende problemer med prøvepladerne i hverdagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.266