”Det er ikke sjovt at stå i situationen, men bagefter kan jeg godt grine lidt af det. Jeg har dog lært, at hvis jeg igen skal hente betonvarer i Polen, skal jeg have en vægt med, så jeg kan se, hvad de enkelte elementer vejer, og så kan jeg gå ud fra den vægt for at se, hvor mange det kan gå at læsse på,” siger Ole Vestergaard. Sammen med broderen Jens Vestergaard driver han vognmandsforretning i Vebbestrup ved Hobro.

Torsdag den 17. maj læssede Ole Vestergaard havestakitter og figurer, fremstillet af beton, på to fabrikker ved Poznan, Polen, for en kunde fra Mariager. Ifølge de oplysninger, som kunden havde fået fra den polske leverandør, vejede godset totalt knap 22 ton.

”Det kunne jeg godt acceptere. Jeg kører i et rimeligt tungt køretøj, så jeg regnede ud, at totalvægten ville ende på 40 til 41,5 ton. Det var lige på kanten af de 40 ton, som tyskerne tolererer,” forklarer Ole Vestergaard.

Gik helt i spåner

Vægten på den polske side ved grænseovergangen Gubben fik dog pilen til at svinge op på en totalvægt på 52 ton. Udover en stor bøde kom det til at koste vognmanden 49 timers ventetid på toldstedet.

”Jeg syntes nok, at bilen mærkedes anderledes, men det er længe siden, jeg har kørt op til den maksimale vægt. Jeg har mest kørt med noget pjatværk, som ikke vejer så meget, men på grænsen kunne de fortælle, at jeg vejede 52 ton. Jamen, så gik de i spåner og sagde, at jeg skulle betale en masse zloty lige med det samme,” fortæller Ole Vestergaard.

Regningen lød på 5467 zloty eller cirka 12.000 kroner. Pengene blev rekvireret hjemmefra, og så var polakkerne tilfredse og sendte vognmanden videre over til tyskerne.

Forinden var Ole Vestergaard forsynet med et magnetkort med alle oplysningerne om læsset – også vægten. Alt foregår nemlig pr. edb på den moderniserede grænseovergang.

Ikke velkommen i Tyskland

”Da tyskerne satte kortet i maskinen og så totalvægten, gik de næsten i koma og sagde, at jeg ikke måtte køre videre, og at jeg skulle køre tilbage til Polen. Jeg spurgte, om jeg ikke kunne blive holdende og rekvirere en bil, så godset kunne læsses om, når jeg nu havde køreforbud. Det kunne ikke komme på tale, for jeg holdt på toldområdet, og det var ikke en parkeringsplads. Jeg skulle køre tilbage til Polen,” forklarer Ole Vestergaard.

Det var så bare udelukket, for polakkerne udstedte omgående indrejseforbud til den nordjyske vognmand. De var dog forhandlingsvenlige på ét punkt - måske kunne de fremskaffe en tilladelse til en tung transport fra myndighederne i Warszawa. Den kunne så med lidt held være fremme påfølgende mandag eller tirsdag.

”Det var jeg ikke så meget for at vente på. Jeg ville hellere blive holdende på toldområdet og læsse om, og til sidst accepterede tyskerne den løsning. Jeg ringede hjem og bestilte en bil med to mand, som så kunne være på grænsen lørdag morgen,” siger Ole Vestergaard.

Ingen vej udenom

”Jeg havde luret, at der var lang kø for indrejse til Polen, så jeg spurgte en af de tyske toldere, om vi kunne trække min bil ind, når den ankom tidligt næste morgen, uden at den skulle til Polen. Det kunne ikke lade sig gøre. Den kunne bare følge køen ind i Polen og tilbage igen,” forklarer vognmanden.

Klokken 7.30 lørdag morgen fik Ole Vestergaard kontakt med sin redningsmand på walkien, og han kunne også se hjælperne på vejen et stykke derfra.

Endelig klokken 15.30 var den rekvirerede bil nået igennem køen og var klar til at køre ind i Polen.

Måtte ikke komme ind

Det kunne bare ikke lade sig gøre. Polakkerne nægtede at lukke ham ind. Efter lidt eftertænksomhed hos en tysk betjent, havde han tilsyneladende fået nok af kollegerne på den modsatte side af grænsen.

”Han sagde til mig: Nu sætter du dig ind i patruljebilen og tager med rundt. Undervejs var der et par steder, hvor jeg følte, at tyskeren slog i bordet. Endelig en times tid senere kørte vi ind på toldstedet igen sammen med lastbilen fra Danmark,” forklarer Ole Vestergaard.

Problemerne var ikke slut

Ved 19-tiden lørdag aften var der læsset 14 ton betonvarer over på det rekvirerede køretøj, og så skulle tingene glide. Men nej!

”Så skulle der udfyldes et T1 papir over varer fra et tredjeland. Det kunne speditøren ikke finde ud af. Fredag aften havde hendes kvindelige kollega ellers sagt, at det ikke var noget problem, bare vi kendte cirkavægten og antal betonstykker. Så det endte med, at vi måtte tilkalde hende. Nu var det ikke længere så lige en sag, men så kom en tolder til hjælp og fortalte, hvordan tingene skulle gøres, så vi undgik at få problemer videre på turen,” fortæller vognmanden.

Klokken nærmede sig nu 22. Derfor turde Ole Vestergaard ikke tage chancen og køre gennem Tyskland på grund af køreforbuddet fra midnat. I stedet kørte minikonvojen til Rostock og tog færgen efter en meget begivenhedsrig tur til Polen.

Ikke kundens skyld

En ordentlig bøde og omkostningerne til den ekstra bil med to chauffører. Det blev resultatet af den tur til Polen.

”Min kunde er reel, og over for mig har han kun oplyst de ton, som han fik fra polakkerne. Jeg ved helt sikkert, at det her er ikke noget, han har gjort bevidst. Det er bare svært, når der så er ti ton mere, end der bliver oplyst om,” mener Ole Vestergaard.

Han føler sig ikke overbevist om, at det bliver nemt at hænge den polske leverandør op på noget som helst.

”Men nu sætter kunden og jeg os sammen i pinsen og finder ud af, hvad vi skal gøre,” siger vognmanden.

Lidt til egen lomme

Polemikken med de polske grænsemyndigheder blev dog ikke den eneste lidt usædvanlige oplevelse, som Ole Vestergaard fik med hjem fra turen. Han var knap inde i landet, inden første begivenhed tog fart.

”Jeg var kørt direkte fra motorvejen over i en motortrafikvej og fik ikke i tide sat farten ned, så da jeg løb ind i en radarkontrol, blev jeg stoppet for at køre 78 km/t, hvor man må køre 60 km/t. Jeg fik at vide, at det koster 120 zloty. Jeg finder tegnebogen frem og begynder at tælle op, da betjenten siger: Du slipper med 100 zloty,” fortæller vognmanden.

Det var han udmærket tilfreds med og afleverede pengene.

Ole Vestergaard kan så konstatere, at nok fik han prisafslag, men betjenten puttede samtidig 60 zloty i sin egen lomme.

”Det polske bødesystem har et kuponhæfte med faste beløb, der begynder ved fem zloty og op til ti, 20 30, 40 zloty og så videre. Da jeg fik kigget på min kvittering, var den på 40, så betjenten har puttet resten i lommen. Så systemet må nok være noget korrupt udover, at det også er temmelig bureaukratisk,” mener Ole Vestergaard.