DLU's ejerskab i SLU er nu uden betydning
16. maj blev der afsagt konkursdekret i DLU. Da selskabet samtidig har ydet ansvarlig lånkapital til Svensk Lastbiludlejning (SLU) på tre millioner svenske kroner, finder advokat Niels Skovgård Larsen, Århus, ikke, at det har den store betydning længere at finde ud af, om SLU er et datter- eller søsterselskab.
SLU er nemlig erklæret insolvent.
Ved betalingsstandsningen 21. februar i år blev advokat Niels Skovgård Larsen, Århus, indsat som bobestyrer, og det bliver også ham, der skal behandle konkursboet.
Undervejs i betalingsstandsningen i DLU lagde advokaten ellers vægt på at få oplysningen om tilhørsforholdet fundet frem. Fordi han påpegede, at det også var i hans lod som bobestyrer at tage hånd om SLU, hvis selskabet er en datter.
Den oplysning fremgår i øvrigt klart af det svenske modstykke til den danske Erhvervs- og Selskabsstyrelse. Her står SLU nemlig opført som et datterselskab.
Besøgte Sverige
Forrige mandag var Niels Skovgård Larsen og den tidligere direktør i DLU, Ole Poulsen til møde i SE Banken i Varberg sammen med den daglige leder af SLU, Allan Andersen.
Ifølge oplysningerne er SE Banken den helt store kreditor i SLU med et tilgodehavende på 14 millioner svenske kroner. Samtidig har banken pant i SLU for langt over sit tilgodehavende, da pengeinstituttet oprindeligt tog sikkerhedsstillelse i SLU for et lån på 25 millioner svenske kroner.
Det er nu bragt ned til de 14 millioner kroner.
”Jeg fandt det naturligt, at vi tog et møde med SE Banken for at drøfte et forlig, og noget tyder på, at vi bliver enige,” siger Niels Skovgård Larsen. Han vil dog ikke uddybe, hvilken rolle Ole Poulsen havde under mødet.
Den tidligere direktør forlod nemlig DLU for at hellige sig sin private forretning med handel med lastbiler, da virksomheden i Thorning blev overtaget af IGF Holding, Silkeborg. Niels Skovgård Larsen afviser, at holdingselskabet også er interesseret i at købe SLU.
Svensk køber?
Advokaten afviser samtidig, at Ole Poulsens sønner Kristian og Martin Rhiger Buchvard Poulsen er interesseret i at overtage SLU.
Begge sønner figurerer i et nyoprettet svensk selskab Scanvo, hvis formål blandt andet er salg, leasing og udlejning af køretøjer.
Ved oprettelsen af selskabet er Allan Andersen opført som ”delgivningsbar person,” – svarende til myndighedernes kontaktperson i Scanvo.
Da Niels Skovgård Larsen først hørte om Scanvo fra Lastbil Magasinet, fandt han oplysningen interessant.
Til spørgsmålet om det er Ole Poulsens sønner, der skal overtage SLU, som har til huse i lejede lokaler, siger advokaten:
”Nej, det er en svensker, jeg forhandler med vedrørende en overtagelse af SLU.”