Vognmanden fra Karrebæksminde har lukket ned
”Rigspolitichefen har efter afgivelsen af sin udtalelse telefonisk meddelt Justitsministeriet, at den omhandlede vognmandsforretning nu er afhændet.”
Sådan lyder slutningen på den to sider lange besvarelse til Folketingets Retsudvalg fra Justitsminister Frank Jensen (S).
Besvarelsen fra Frank Jensen dækker både spørgsmålet fra medlem af retsudvalget Peter Skaarup (DF), som er omtalt 9. maj på hjemmesiden i artiklen ”Det trækker ud med ministersvar,” og det skriftlige spørgsmål til ministeren fra selve udvalget om Kim Pedersen habilitetsproblemer ved dels, ifølge SiD i Næstved, at være dybt involveret i hustruens useriøse forretning, og dels ved samtidig at sidde i Færdselsstyrelsen og kontrollere skiverne fra Ulla Pedersen kolleger.
Udvalgets spørgsmål
”Ministeren bedes kommentere vedlagte artikler fra Lastbil Magasinet herunder oplyse, om det er i overensstemmelse med sædvanlig praksis, at en vicepolitikommissær ansat i Rigspolitiets Færdselsafdeling, og som er tilknyttet Færdselsstyrelsen som ekspert i læsning af køreskiver, kan drive vognmandsforretning?”
Til besvarelsen indhentede Justitsministeriet en udtalelse fra Rigspolitichefen, som samtidig bad Kim Pedersen om at komme med sin udlægning af sagen, og som det vil fremgå i artiklen dags dato på hjemmesiden: ”Vognmand manipulerer med retssystemet,” harmonerer den ikke helt med de faktuelle ting, som SiD i Næstved oplevede og oplever. For i nævnte artikel tager Kim Pedersen sig stadig af problemerne i den nu ophørte virksomhed.
Kim Pedersens redegørelse
»Min nærmere tilknytning til virksomheden baserer sig alene på det faktum, at indehaveren er min ægtefælle, og at virksomheden bliver drevet fra privatadressen. Jeg har således ikke taget del i den egentlige drift, men har ydet sporadisk hjælp af praktisk karakter, som for eksempel vedligehold af og montering/afmontering af biler, flytning af biler og lejlighedsvis telefonpasning.
Jeg har således på ingen måde fungeret som ansvarlig for virksomheden, men har dog selvfølgelig ikke kunnet undgå at ”være tilstede,” idet virksomheden bliver drevet fra privatadressen.
Det skal understreges, at jeg ikke har modtaget nogen form for ydelser fra virksomheden, hverken i form af løn eller andet, og som nævnt har min rolle i virksomheden været af sporadisk karakter, hvorfor der heller ikke er tale om en egentlig bibeskæftigelse, der falder ind under reglerne herfor.
Kun meget sporadisk har min rolle været af mere udadvendt karakter, og kun efter udtrykkeligt at have gjort klart, at jeg repræsenterede min ægtefælle, således
- ved meget sporadisk kundekontakt
- ved lejlighedsvis kontakt til ”Næsborg fonden” (nævnt i artiklen), en fond som Lennard B. Nielsens (nævnt i artiklen) politiske modstandere er formand for, og hvis formål er at aktivere bistandsklienter, og som er blevet brugt som samarbejdspartnere ved enkelte ansættelser –
ansættelsesforhold, der i øvrigt har varet op til fem år.
- Ved i et enkelt tilfælde at have holdt møde med Lennard B. Nielsen hos SiD i Næstved, og ved at besvare dennes telefonopkald samt hjælpe min ægtefælle med at finde et kompromis for et par chauffører, der på SiD´s opfordring ikke ønskede fortsat ansættelse.
- Ved at have ført den allerede nævnte, helt oplagte retssag (nævnt i artiklen) for min ægtefælle. Dels for at spare dyre advokatomkostninger, dels fordi retsplejeloven nu engang tillader dette.«
Vidste besked
Som det fremgår af svaret til retsudvalget, vidste både Rigspolitichefen og Færdselsstyrelsen altså besked med aktiviteterne i Karrebæksminde.
”Rigspolitichefen har endvidere oplyst, at både Rigspolitichefen og Færdselsstyrelsen har været bekendt med, at vicepolitikommissærens ægtefælle driver privat vognmandsvirksomhed. De anførte forhold medfører efter Rigspolitichefens opfattelse ikke, at den pågældende er generelt inhabil til at bestride en stilling som vicepolitikommissær i politiet.”
Videre hedder det:
”Færdselsstyrelsen har føjet til, at vicepolitikommissærens forhold ikke giver anledning til problemer i relation til hans arbejde i Færdselsstyrelsen. Færdselsstyrelsen har bekræftet, at vicepolitikommissæren allerede i forbindelse med sin forflyttelse til Styrelsen orienterede om ægtefællens vognmandsvirksomhed, ligesom han har orienteret om virksomhedens problemer.”
Kunne ikke få besked
Den oplysning er ifølge Lennard B. Nielsen ret interessant set i lyset af, at afdelingen 2. maj 2000 forsøgte at få at vide, om ledelsen hos politiet havde kendskab til Kim Pedersens bibeskæftigelse - først hos den lokale politimester, som sendte sagen videre til Rigspolitichefen.
Her nægtede man at svare under henvisning til Offentlighedsloven, men Rigspolitichefen påpegede, at SiD kunne klage til Justitsministeriet, hvis afdelingen var utilfredse med hans svar. Som sagt så gjort.
Det hjalp bare ikke, for i august 2000 fik Rigspolitichefen medhold af sin minister, og dermed var der lukket af for den oplysning, som nu er tilgået retsudvalget.
Altså at cheferne både i politiet og styrelsen har kendskab til Kim Pedersens aktiviteter, omend de ifølge SiD er af en lidt anden karakter, end han selv beskriver i sin forklaring.
A Post afsluttede i øvrigt for nyligt samarbejdet med Ulla Pedersen på grund af forholdene i virksomheden.