Kan politifolk være vognmænd?
Endelig er der svar på vej både til et Folketingssmedlem og til Lastbil Magasinet.
Midt i april stillede medlem af Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF) Justitsminister Fransk Jensen (S) et par spørgsmål om, hvad der gøres for at sikre vandtætte skodder mellem politifolks bierhverv i forhold til deres tjenstlige forpligtigelser.
Spørgsmålene blev stillet med udgangspunkt i tre artikler bragt på Lastbil Magasinets hjemmeside i forbindelse med vicepolitikommissær Kim Pedersen beskæftigelse i Færdselsstyrelsen med kontrol af diagramark, og hans interesse hjemme i hustruens vognmandsforretning, som SiD i Næstved kalder useriøs på grund af blandt andet manglende indbetaling af feriepenge.
Tal over beskæftigede
Lastbil Magasinet bad i samme forbindelse Rigspolitichefens pressetalsmand Søren Kragh om at finde ud af, hvor mange betjente, der har chefens velsignelse til at beskæftige sig med vognmandsbranchen på den ene elle anden måde i deres fritid. Det skal der nemlig ansøges om i hvert enkelt tilfælde.
Det svar foreligger også en af de nærmeste dage.
Søren Kragh fortæller i øvrigt, at tiden er inde til, at et udvalg skal kigge nærmere på, hvilke bierhverv der er acceptable, hvis man gør tjeneste i politietaten.
Der findes allerede en liste af ældre dato, hvor blandt andet hyrevognskørsel er en branche, som er forbudt for politifolk i fritiden.