Misforståelse i fagforeningssag
Mandag 14. maj bragte Lastbil Magasinets hjemmeside artiklen: ”Føler sig dårligt behandlet af fagforeningen.”
Formanden fra Chaufførernes Fagforening i Esbjerg, Kurt Friedrichsen mener, der er en sentens i artiklen, der kan læses som om kollegerne i fagforeningen i Aabenraa har udtalt sig negativt om hans håndtering af Finn Meisler sagen. Det er ikke tilfældet.
Finn Meisler flyttede som omtalt tidligere på hjemmesiden fra Chaufførernes Fagforening, Esbjerg, til afdelingen i Aabenraa efter en ulykke på motorvejen i Tyskland sidste år i september. Chaufførernes Fagforening i Aabenraa bistod Finn Meisler med advokathjælp i forbindelse med retssagen i Tyskland.
En halv sætning udeladt
I ovennævnte artikel 14. maj skrev vi, at Aabenraa afdelingen gik ind i sagen, fordi ”man mener, at Finn Meisler har en god sag, og at han har fået en urimelig behandling.”
Fortsættelsen skulle have været ”af de tyske myndigheder.”
Det står i øvrigt også præciseret i den anden artikel vedrørende sagen samme dag, hvor formanden fra Aabenraa, Johnny Schytt Nielsen udtaler sig om dommen St. Bededag i Neumünster. Her får Finn Meisler sit køreforbud ophævet: ”Jeg er meget tilfreds med sagens udfald. Jeg mener, at det er med rette, at Finn Meisler føler sig dårligt behandlet af det tyske politi.”
Medlemmernes suverænitet
Kurt Friedrichsen vil også gerne påpege, at hver afdeling af Chaufførernes Fagforening er suveræn både i fastsættelse af kontingenter og med hensyn til, hvilken økonomisk hjælp, der så i specielle tilfælde kan ydes medlemmerne på baggrund af kontingenterne.
At afdelingen er suveræn betyder, at det er medlemmerne, der på generalforsamlingen træffer disse beslutninger.
”Summen er, at Finn Meisler fik oplyst, at han kunne henvende sig til vor advokat i Flensborg, hvor han ville være underlagt den samme beslutning, som alle vore medlemmer er, når kørekortet er i fare - eller der vinker et kørselsforbud forude. Nemlig, at uanset om de kører for en dansk eller udenlandsk vognmand, så vil afdelingen dække de første 1.000 kroner, såfremt hele omkostningen ikke skal dækkes af vognmanden ifølge de lovbestemte regler,” pointerer Kurt Friedrichsen.
I dagens anden artikel om emnet på hjemmesiden: ”Chaufføren hænger kun på bøden,” står lovgrundlaget for vognmandens pligt til at dække ved ulykker i udlandet beskrevet.