Fagforeningen bestemmer enevældigt
Det vil være en rigtig god idé, hvis en chauffør ser sig for, inden han melder sig ind i en af landets afdelinger af Chaufførernes Fagforening.
Sker der et uheld, hvor medlemmet kommer i en retslig og økonomisk klemme, er det nemlig alene fagforeningen, der beslutter, om den organisation, som medlemmet har betalt til i årevis, vil yde ham assistance.
”Det er de enkelte afdelinger, der vurderer, om de vil hjælpe i en konkret situation,” forklarer forretningsfører Leif Rasmussen, SiD Transportgruppe København.
Kan skrive
Er et medlem nu ikke helt tilfreds med et afslag om hjælp, kan han forsøge at skrive direkte til Transportgruppen.
”Det er klart, at hvis en chauffør afvises hjælp i sin afdeling, så kan han gøre det, at han skriver til os om sin forundring over afgørelsen - eller en direkte klage. Påfølgende vil vi så bede afdelingen om en udtalelse til sagen,” siger Leif Rasmussen.
Det er dog ikke noget, der sker hver dag, at Transportgruppen får henvendelser fra utilfredse medlemmer. Forretningsføreren vil helst ikke kommentere på den konkrete sag fra Esbjerg, men han er glad for, at den fik en lykkelig afslutning ved Retten i Neumünster.
Mange lignende sager
”Det forløb er desværre noget, vi oplever mange gange - især i Tyskland. Det sker gang på gang, at det tyske politi er hurtigt ude efter en sikkerhedsstillelse fra chaufføren. I Danmark siger loven, at det er arbejdsgiveren, der skal stille sikkerheden,” påpeger Leif Rasmussen.
De danske regler udspringer af et EU-direktiv, som er implementeret i den danske lovgivning. Om tingene stiller sig anderledes i Norge, som ikke er medlem af EU, tør Leif Rasmussen ikke udtale sig om.
I sagen omtalt i artiklen ”Formand: Vi fulgte reglerne” på hjemmesiden dags dato sad den danske chauffør netop bag rattet i en norsk indregistreret bil.
Ni ud af ti tilfælde
Leif Rasmussen forklarer, at de tyske myndigheder er hurtige til at stille hånden frem og inkassere kolde D-mark, hvis ulykken sker.
”Det er noget, der sker i ni ud af ti tilfælde, hvor der sker skade på tysk ejendom, som det hedder. Hvis en chauffør for eksempel jorder et skilt, er det ikke usædvanligt, at han mødes af et eventyrligt stort krav. Så det er ikke første gang, vi ser sager af den karakter som omtalte,” pointerer han.