Fhv. trafikminister fylder rundt
Tidligere trafikminister, folketingsmedlem Helge Mortensen kan i dag fejre sin 60 års fødselsdag.
Helge Mortensen var minister i den første Nyrup regering fra januar 1993 til september 1994. Først var han trafikminister, siden minister for kommunikation og turisme. Fødselaren har været medlem af Folketinget siden 1984, valgt for Socialdemokratiet i Esbjerg-kredsen.
Helge Mortensen er født og opvokset på Fyn, og han arbejdede bl.a. som landbrugsmedhjælper, hotelportier og telefonmontør, inden han i 1979 blev lærer ved Esbjerg Højskole.
I Folketinget sidder han i trafik-, energi- og miljøudvalget. Siden 1995 har han desuden været valgt som statsrevisor.