23948sdkhjf

Afgørelse i forsikringssag trækker ud

Vognmand Karl Ove Thomsen spejder efter en afslutning på sin forsikringssag mod AIG, som har kørt siden december 2000. I mellemtiden har vognmanden udskiftet sin advokat Hans Henrik Tausen, fordi han er inhabil.

”Jeg synes, det begynder at trække lidt ud med en afgørelse. Nu må de snart finde ud af, hvad de vil,” siger vognmand Karl Ove Thomsen, Hundstrup ved Thisted.

I december overgav han sin sag mod Forsikringsselskabet AIG Europe S.A. til advokat Hans Henrik Tausen, København. Sagen har løbende været omtalt her på hjemmesiden.

Vognmanden fik i sin tid anvist advokaten af sin forsikringsmægler hos Heitmann Madsen Assurance, Rødekro.

Heitmann Madsen var også Karl Ove Thomsens mægler, da han tegnede forsikringen hos AIG. Tidligere benyttede vognmanden Codan, og Karl Ove Thomsen har da også bitterligt fortrudt skiftet. Da han fik brug for forsikringen hos AIG, viste det sig nemlig, at selskabet har helt særlige regler.

Vil ikke betale

I oktober sidste år væltede Karl Ove Thomsens chauffør i en soloulykke og totalskadede vognmandens trækker for 290.000 kroner, og reparationsomkostningerne på den lejede trailer løb op i 106.000 kroner.

Men kassen var klappet i hos AIG.

Chaufførens promille var på 1,85, og AIG´s særregel siger, at han kører i vognmandens interesse, og at man derfor ikke vil betale.

Karl Ove Thomsen har svært ved at se, at det kan være i hans interesse, at chaufføren kørte med en ordentlig brandert, og fakta er da også, at Codan under alle omstændigheder havde betalt for skaden og så senere - alt efter promillens størrelse - havde taget regres mod chaufføren.

At AIG har egne regler glemte mægleren at oplyse, da Karl Ove Thomsen skiftede selskab.

Advokatskift

For nylig kom der så bud fra advokat Hans Henrik Tausen.

Han trak sig som Karl Ove Thomsens advokat, fordi han tidligere har repræsenteret det forsikringsselskab, hvor Heitmann Madsen har sin ansvarsforsikring.

”Jeg har fundet en anden advokat til vognmanden med stort kendskab til forsikringssager. Det skyldes, at Heitmann Madsens ansvarsforsikring har været klient hos mig,” siger Hans Henrik Tausen.

Han fortæller også, at AIG og mæglerens ansvarsforsikring har gang i forhandlinger, som han forventer skal føre til et forlig, så vognmanden kan få sine penge.

”Men jeg tror ikke, det bliver krone til krone, for Karl Ove Thomsen har blandt andet en selvrisiko, som han selv skal betale,” siger Hans Henrik Tausen.

Selvrisikoen er betalt

Karl Ove Thomsens nye advokat, Kim Jensen, København, vil ikke udtale sig for nuværende. Han har dårligt haft tid til at sætte sig ind i sagen, og af de papirer, som Kim Jensen indtil nu har set, fremgår der ikke noget beløb for, hvor mange penge ansvarsforsikringen og AIG eventuelt i fællesskab vil udbetale til vognmanden.

”Men det kan ikke passe, at jeg skal betale min selvrisiko to gange. Sagen er nemlig, at inden Hans Henrik Tausen ville køre videre med sagen, forlangte han, at både momsen og selvrisikoen på 15.000 kroner skulle betales, og det skal vel ikke gøres to gange,” spørger Karl Ove Thomsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062