Ingen indgriben mod ulovlige chaufførvikarer
I sidste uge var der indkaldt til møde i Trafikministeriet for at diskutere ulovlig brug af udenlandske chaufførvikarer på danske lastbiler.
Ifølge en af deltagerne, formanden for Eksportchaufførernes Landsklub Carsten Paulin, Bov, er et af problemerne, at der i nogle tilfælde ikke indbetales social sikring til de udenlandske vikarkolleger.
I mødet deltog desuden både embedsmænd fra ministeriet, Færdselsstyrelsen samt arbejdsgiver og arbejdstagersiden fra vognmandsbranchen.
”Det er et problem for de danske eksportchauffører, når der ikke indbetales til den sociale sikring til udlændingene, og bliver der ikke grebet ind mod den ulovlige brug af for eksempel spanske chauffører, kan det ende med, at vi ikke kan fastholde vores overenskomst,” mener formand Carsten Paulin, Eksportchaufførernes Landsklub.
Han påpeger også, at de udenlandske chauffører kan komme til at stå i en overordentlig vanskelig situation, hvis der sker et uheld, og de ikke er sikret.
Ikke lydhør
I første omgang har ministeriet dog ikke forståelse for, at det er nødvendigt at gribe ind. Meldingen fra embedsmændene lød, at man ville se konkrete sager på svindel, inden en stramning af reglerne kan komme på tale.
”I ministeriet mente man, at tingene kører som de skal. Så må vi jo finde eksempler på det modsatte og eventuelt køre en sag på det enten mod vognmanden eller vikarbureauet alt efter, hvem der er arbejdsgiver for udlændingen,” påpeger Carsten Paulin.
Formanden pointerer desuden, at han gennem en afdeling af Chaufførernes Fagforening kender to til tre eksempler på udenlandske vikarkolleger, som efter uheld ikke kan få penge nogen steder fra.
”Det skyldes netop, at der ikke er indbetalt penge til social sikring. De forhold kunne det være interessant at køre sag på,” forklarer Carsten Paulin.
En svær øvelse
Det kan dog være vanskeligt at få et ulovligt forhold gjort til en sag, fordi det er svært at bevise, at tingene ikke er i orden, mener forretningsfører i SiD Transportgruppe Leif Rasmussen, som også sad med ved mødebordet i ministeriet.
”Hvilken garanti har vi for, at en spansk chaufførvikar på en dansk bil har udfyldt blanketten fra Sikringsstyrelsen om de sociale rettigheder, hvis chaufføren aldrig viser sig i Danmark? Men vi kan opfordre til, at de danske eksportchauffører forklarer deres spanske og andre udenlandske kolleger, at de skal få tingene bragt i orden, når de mødes på vejene ude i det store EU,” siger Leif Rasmussen.
Han fortæller også, at først når udlændingene krydser den danske grænse, kan Transportgruppen gribe ind over for ulovlig brug af vikarer.
Inden mødet i Trafikministeriet havde Jacob Bukstis embedsmænd forhørt sig hos kolleger i andre EU-lande om ulovlig brug af chaufførvikarer.
”På baggrund af de oplysninger fandt ministeriet altså ikke, at der er anledning til at gribe ind, inden der er konkrete sager på bordet,” siger Leif Rasmussen.