DTL støtter netværk for selvkørende vognmænd
Netværket, der er det første officielle af sin art i DTL-regi, er en indirekte udløber af den utilfredshed, som for tre år siden fik en gruppe selvkørende vognmænd til at overveje at melde sig ud af det daværende Danske Vognmænd. Årsagen var, at DV beordrede alle medlemmer til at holde stille i forbindelse med den igangværende faglige konflikt.
De selvkørende vognmænd overvejede at stifte deres egen forening, men det blev ved truslerne. En af talsmændene for de utilfredse vognmænd var Jan Nordvang, Havdrup, som også er en af initiativtagerne til det nye netværk. Mandag havde han møde med DTL’s ordførende direktør Michael Svane om planerne. Med til mødet var også de selvkørende vognmænd Frank Heide og Bent Kærgaard.
»Det var mere positivt, end jeg havde turdet håbe på,« siger Jan Nordvang. »Vi bliver endda nævnt i DTL’s årsberetning i forbindelse med generalforsamlingen i maj, så nu er vi på lystavlen.«
Kontaktpersoner i kredsene
Jan Nordvang forestiller sig, at der bliver 1-2 kontaktpersoner i hver af DTL’s kredse. Disse personer skal så organisere lokalgrupper for de selvkørende vognmænd i de enkelte kredse.
»Så kan kontaktpersonerne fra hele landet mødes et par gange om året med Michael Svane eller en anden fra ledelsen som bisidder til at høre på vores ønsker og meninger,« siger Jan Nordvang, der føler, at “der i dag er meget langt til DTL på Gammel Stand i København”.
Hvorfor kan I ikke bare gå via de eksisterende lokalforeninger og måske blive repræsenteret i DTL’s bestyrelse?
»Det er ikke vores mening at lave politik. Kommer man først i bestyrelsen, bliver det for politisk. Og vi vil heller ikke lave en ERFA-gruppe eller en specialforening, for vi vil ikke tage medlemmer fra disse grupper. Det drejer sig om, at de selvkørende vognmænd har nogle fælles interesser, og der er ikke på forhånd sat nogen begrænsninger for, hvad vi kan beskæftige os med,« siger Jan Nordvang.
»Et af formålene er, at vi lærer hinanden bedre at kende, så vi eventuelt kan få nogle samarbejdsaftaler. Det kan f.eks. være omkring kørselspriser eller indkøb, men i øvrigt er det op til de vognmænd, der kommer til mødet den 9. juni,« siger Nordvang.
Problemer i trafikken
Af andre emner der kan komme på bordet, nævner Jan Nordvang de daglige problemer i trafikken.
»Det er os, der oplever de praktiske problemer i hverdagen ude på landevejen. De erfaringer kan vi videregive til DTL’s ledelse, som kan bruge dem i de politiske forhandlinger.«
Jan Nordvang understreger, at netværket ikke kun er for 1-bils vognmænd, men for alle vognmænd, som selv sidder bag rattet.
DTL støtter økonomisk
DTL skal fungere som sekretariat for det nye netværk, som vil blive støttet økonomisk på samme måde som f.eks. DTL’s ERFA-grupper. Ordførende direktør Michael Svane understreger imidlertid, at det er vognmændene selv, der skal fylde rammerne ud i det nye netværk.
»Det er ikke noget, vi skal sidde på,« siger direktøren, der er spændt på, hvad der kommer ud af det nye initiativ.
»Der er ikke tale om, at netværket skal underminere lokalforeningerne. De selvkørende vognmænd, som ligger på landevejen hver dag, har deres særegne problemer, og jeg ser netværket som et fagligt samvær, der skal prøve at give os et input,« siger Michael Svane.
Der er omkring 13-1400 selvkørende 1-bils vognmænd i DTL. Hertil kommer vognmænd med flere biler, som også selv sidder bag rattet i det daglige