Hvem ejer egentlig SLU?
”Jeg forsøger at overbevise Jørgen Thimmer om, at selskabet i Sverige, SLU, er et datterselskab af DLU, og jeg mener også efterhånden, at jeg har en del materiale, der beviser min påstand,” siger bobestyrer i DLU, advokat Niels Skovgård Larsen, Århus.
Ifølge forlydender er de ansatte i Sverige blevet fyret. Den handling undrer også advokaten, men han har ikke haft noget at gøre med afskedigelsen.
”Min opfattelse er, at SLU er en datter af DLU, og at det derfor er mig som bobestyrer, der bestemmer, men Jørgen Thimmer deler ikke den opfattelse,” pointerer Niels Skovgård Larsen.
Ifølge advokaten mener Jørgen Thimmer, at det er selskabet Lancaster Financial Services Corp., Lichtenstein med ham i spidsen, som har råderet over SLU.
Undersøges nærmere
Allerede på mødet i Skifteretten i Kjellerup 12. marts forklarede Niels Skovgård Larsen, at en af øvelserne for ham på vegne af kreditorerne bliver at hitte rede på, om SLU og NLU er døtre eller søstre til DLU.
”Ifølge DLU er det svenske SLU og det norske NLU søstre, men i det kommende regnskab er de omtalt som døtre. Det betyder, at der skal holdes øje med tingene, så der ikke sker en forrykning af situationen,” forklarede Niels Skovgård Larsen dengang.