Kendt lastbilmand død
Forhenværende teknisk direktør hos Scania Danmark, Saxo Larsen, Troense er død, 79 år.
I 40 år var Saxo Larsen en kendt skikkelse i den danske lastbilbranche. Efter at være udlært som mekaniker, og senere ingeniøruddannet på Odense Teknikum, kom han, efter et kortere ophold hos Nordisk Kabel & Tråd, til Nordisk Diesel i 1948.
Nordisk Diesel var en blandet landhandel, der bl.a. solgte Scania-Vabis lastbiler og busser, Studebaker lastbiler og AEC lastbiler og busser. Desuden forhandlede man Standard og Skoda personbiler og senere også Saab, samt Massey Ferguson traktorer og Willys Jeep.
I 1962 etablerede Scania i Sverige et dansk importørselskab, det nuværende Scania Danmark A/S, og Saxo Larsen var sammen med direktør Valdemar Hinrichsen og sekretær Grethe Frøkjær de eneste ansatte. Firmadomicilet var en lejlighed i Ericaparken i København.
Senere gjorde Saxo Larsen turen med til importfirmaets nuværende adresse på Generatorvej i Herlev, og han nåede at fejre 25 års jubilæum hos den danske Scaniaimportør, inden han gik på pension.
Saxo Larsen var født på Tåsinge, hvortil han også flyttede for otte år siden sammen med hustruen Ebba.