Vestjysk firma fylder 100 år
Transportfirmaet ICA i Esbjerg kan på lørdag den 7. april fejre 100 års jubilæum. Firmaet blev stiftet af Jens Christian Andersen, og i 1910 kom sønnerne A.L. og N. Th. Andersen med i firmaet. ICA's nuværende direktør, Niels Erik Andersen, er barnebarn af N. Th. Andersen.
Samme N. Th. Andersen var i begyndelsen af 30’erne blandt initiativtagerne til vognmandssammenslutningen IAT, der som bekendt senere blev overtaget af Hans Christensen. ICA trak sig ud af IAT i slutningen af 60’erne.
Det jubilerende firma har i dag adresse på Morsøgade ved Esbjerg Havn, og der udføres primært lokale transportopgaver, bl.a. med mobilkran og sideloader.