23948sdkhjf

DSV fik medhold i Fogedretten

Først når konkurrenceklausulen udløber 1. juni i år må Erik Madsen, Vejle arbejde hos OM Transport A/S, Horsens. Sådan lød kendelsen, som faldt i Retten i Vejle i fredags.

Fogedretten i Vejle fandt det sandsynliggjort, at OM Transport A/S, Horsens og DSV Transport A/S er konkurrenter inden for sværdgodstransport. Derfor er der fra i dag klokken 12 nedlagt forbud mod, at Erik Madsen Vejle, må være

ansat hos OM Transport.

”Indtil den 1. juni 2001 forbydes rekvisitus (Erik Madsen, red.), uden skriftlig samtykke fra rekvirentens bestyrelse (DSV, red.), direkte eller indirekte at blive økonomisk interesseret i OM Transport A/S, eller at tage ansættelse eller arbejde for OM Transport A/S og hermed koncernforbundne selskaber, herunder som bestyrelsesmedlem, kommitteret eller konsulent.”

Sådan lød kendelsen, som blev afsagt fredag middag af dommerfuldmægtig Hanne Rasmussen.

Selve sagsbehandlingen i Fogedretten er omtalt på hjemmesiden 29. marts i artiklen: ”Retssag om konkurrenceklausul: DSV mod Erik Madsen.”

Voldgiftssag uden betydning

Som omtalt i ovennævnte artikel mener Erik Madsen ikke, at han er bundet op af klausulen, fordi der verserer en voldgiftssag i forbindelse med hans salg af halvdelen af BK Transport, Galten, til den tidligere kompagnon Carsten Ilkjær 1. juni 1999.

Carsten Ilkjær solgte hele BK Transport til DSV dagen efter. Dermed finder Erik Madsen, at han reelt fik frataget sin forkøbsret til virksomheden, og han har derfor anlagt voldgiftssagen mod sin tidligere partner. Den sag afgøres for

lukkede døre i løbet af nogle måneder.

Fuldmægtig Hanne Rasmussen fandt ikke, at voldgiftssagen har opsættende virkning på Fogedrettens behandling af sagen.

”Et vilkår i aftalen var, at den omhandlede konkurrenceklausul forsat skulle være gældende for Erik Madsen, dog skulle der aftales en lempelse i det omfang, dette kunne ske uden ulempe for køberen. Udgangspunktet er herefter, at DSV som ejer af BK Transport A/S kan påberåbe sig konkurrenceklausulen i forhold til Erik Madsen,” siger kendelsen.

Konkurrenceforhold godtgjort

Hanne Rasmussen fandt det også sandsynliggjort gennem materiale, fremlagt af advokaten for DSV, Jesper Ø. Nielsen, Århus, under retsmødet 27. marts, at OM Transport A/S er konkurrent til DSV med hensyn til transport af special- og

sværgods.

Jesper Ø. Nielsen henviste blandt andet til OM´s hjemmeside over ydelser, som firmaet er i stand til at levere. Af siden fremgik det også, at Erik Madsen sad som ekspert i special- og sværgodstransport. Hjemmesiden er påfølgende

revideret. Men ifølge udskriften fra retsbogen var argumentationen tungtvejende:

”Fogedretten finder det godtgjort, at DSV og OM er konkurrenter, og at Erik Madsen har opgaver inden for området. Herefter, og da det uanset, at der alene resterer cirka to måneder af klausulens løbetid, må antages, at formålet forspildes, såfremt DSV henvises til at gøre sin ret gældende ved almindelig rettergang, findes betingelserne for at nedlægge fogedforbud som begæret opfyldt.”

Konkurrenceklausulen havde fra starten to års løbetid og vil under alle omstændigheder være et afsluttet kapitel for Erik Madsen 1. juni i år, hvor det står ham frit at søge ansættelse inden for de nævnte områder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063