Pris til Anneberg
I begrundelsen for valget fremhævede ITD-formand Egon Sørensen bl.a., at Anneberg Transport er en fremsynet virksomhed, som tidligt investerede i moderne teknologi, som man har forstået at udnytte, ligesom man anvender materiel, der tager størst muligt hensyn til miljøet.
»Annerberg Transport er certificeret både efter ISO 9002 og CEFIC’s system SQAS, og virksomheden arbejder til stadighed for effektivitet, sikkerhed og kvalitet,« sagde Egon Sørensen.
Anneberg Transport blev grundlagt i 1925 og er især kendt for sine tanktransporter, som man startede med i 60’erne. I 1990 etablerede Anneberg sig i Polen som det første danske transportfirma. Senere fik man også en afdeling i Hvide Rusland, men her trak man sig ud for halvandet år siden. I stedet etablerede Anneberg en afdeling i Tyskland, hvor man i dag har 25 biler kørende på tyske nummerplader.
»Jeg kan anbefale etablering i Tyskland frem for Luxembourg. Det er ganske vist et dejligt land, men der er godt nok ikke ret meget gods at flytte rundt med,« sagde Georg Anneberg i sin takketale, efter han havde fået overrakt diplom og kunstværk af forhenværende trafikminister Kaj Ikast.