23948sdkhjf

Færdselsstyrelsen lægger op til forandringer

Færdselsstyrelsen har nu holdt møder med lastbil- og trailerimportørerne, og i nærmeste fremtid indkaldes til et stormøde.

Meget tyder på, at der blæser nye vinde i Færdselsstyrelsens biltekniske afdeling.

Efter kraftig kritik her på hjemmesiden fra importører og opbyggere af transportmateriel af bl.a. sagsbehandlingstiden har der nu været afholdt to møder med repræsentanter fra Færdselsstyrelsens biltekniske afdeling.

Bilteknisk Afdeling har ved begge møder været repræsenteret af afdelingens chef Ib Rasmussen og Mikael Spang-Hanssen, der er sektionschef vedrørende typegodkendelser. I det første møde deltog desuden adm. direktør Bent Mikkelsen fra De Danske Bilimportører sammen med en repræsentant fra lastbilimportørerne. Ved møde nummer to mødtes folkene fra Bilteknisk Afdeling med repræsentanter fra Foreningen af Danske Vognfabrikker og Foreningen af Vognimportører i Danmark.

Både bilimportørerne og vognfabrikkerne/vognimportørerne er meget positive efter møderne med Ib Rasmussen og Mikael Spang-Hanssen.

Indledning til en proces

Mødet med De Danske Bilimportører resulterede konkret i, at alle foreningens medlemmer i løbet af kort tid indkaldes til et stormøde, hvor Færdselsstyrelsens folk vil være til stede. Direktør Bent Mikkelsen forventer, at mødet kan holdes i april.

»Vi havde et positivt møde med folkene fra Bilteknisk Afdeling. Jeg betragter det som et indledende møde til en proces, hvor nogle knaster kan blive høvlet af,« siger Bent Mikkelsen.

Han oplyser, at der ikke kom konkrete løsninger ud af mødet, men han føler, at der er en vilje i Færdselsstyrelsen til at se på, om de danske særordninger kan ophæves på en række områder. Det kan f.eks. dreje sig om at undgå nationale, danske beskrivelser af produkter, som i forvejen er godkendt i andre EU-lande.

»Der kan f.eks. også blive tale om at se på bestemmelserne omkring akseltryk, selv om det ikke er helt så enkelt, da der jo er flere instanser involveret,« siger Bent Mikkelsen.

»Jeg siger ikke, at alt er idel lykke i forhold til Bilteknisk Afdeling, men jeg mener, det er utroligt vigtigt, at vi bliver mødt med forståelse og åbenhed, og det føler jeg nu er sket,« siger direktøren for De Danske Bilimportører.

Læs også artiklen: »Opbyggere: Færdselsstyrelsen er ikke skyld i alt«.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065