23948sdkhjf

Køber af DLU-bygning føler sig ført bag lyset

Otto Jensen flyttede ind i Gråmose lige før jul. Nu pakker han igen. Ejendommen må ikke bruges til køb og salg af lastbiler. Den midlertidige erhvervstilladelse udløb september 1999.

”Jeg var ikke selv vågen, for havde jeg anet det her, var jeg ikke flyttet til Gråmose. Jeg har heldigvis heller ikke skrevet under på noget, men øvelsen har kostet mig en del penge,” fortæller Otto Jensen.

Kort tid før jul sidste år blev det aftalt med direktør Ole Poulsen, Dansk Lastbiludlejning A/S (DLU), at Otte Jensen skulle overtage adresserne Aalborgvej 5 og 10 i Gråmose.

Det var derfra, at DLU drev firma, inden forretningen byggede nyt i Thorning.

Otto Jensen flyttede samtidig fra sin lejede forretningsadresse i Padborg og til Gråmose, hvor han fortsat ville drive virksomhed med køb og salg af brugte lastbiler.

Papirerne på handelen var klar til underskrift cirka samtidig med, at DLU gik i betalingsstandsning 21. februar i år.

”Jeg har ikke skrevet under på noget, og jeg har heller ikke betalt noget, og det er vist heldigt nok, for der er én ting, som Ole Poulsen glemte at fortælle,” mener Otto Jensen.

Ingen erhvervstilladelse

Otto Jensens nye domicil må nemlig slet ikke benyttes til hans erhverv, og det mener han, at DLU-direktøren udmærket vidste.

Selv fandt køberen ud af det, fordi han ringede til kommunen for at forhøre sig, om hans kone måtte etablere en kaffevogn til trafikanterne på hovedvejen lige uden for døren.

Kommunen syntes, at det var en udmærket idé, men oplyste, at Otto Jensen aldrig vil få Viborg Amts velsignelse til projektet. Der var simpelthen ingen erhvervstilladelse på stedet mere.

Den seneste tilladelse var desuden kun midlertidig og blev udstedt til DLU 15. juli 1998 med løbetid frem til 1. september 1999.

”Jeg henvendte mig til erhvervschefen i Viborg, som med alle midler forsøgte at få en godkendelse igennem hos amtet, men der er ingenting at gøre. DLU fik kun den midlertidige tilladelse, fordi virksomheden skulle flytte til Thorning,” siger Otto Jensen.

Vidste besked

”Hvis det er den slags aktivitet, Otto Jensen vil drive, er det godt nok den forkerte ejendom, han har set på,” siger Kim Stadsholt, Viborg Amt.

Han mener, det bliver svært for Ole Poulsen at afvise, at man ikke kendte til sagens sammenhæng med erhvervstilladelsen. Dels er der fra amtet udstedt en midlertidig tilladelse til DLU, og dels ligger der en del korrespondance mellem amtet og DLU om sagen - også påfølgende.

”Der er blandt andet et brev fra EDC-erhversmæglerne fra 6. april 1999 med en forespørgsel om ejendommens principielle anvendelse med hensyn på salg, og jeg kan se, at ejeren ringede 22. april samme år og stillede tingene i bero,” siger Kim Stadsholt.

To problemer

Ifølge hans mening vil der være meget få anvendelsesmuligheder for en fremtidig ejer på grund af beliggenheden i landzonen og klos op ad hovedvejen.

”Der er to forhold, som gør sig gældende. For det første kommer bygningernes anvendelse ind under planloven, fordi det er i landzonen. Derfor vil fremtidig brug af husene, som ikke har sammenhæng med hverken fiskeri eller landbrug, kræve amtets godkendelse. For det andet ligger bygningerne lige op ad en adgangsbegrænset hovedvej til begge sider,” fortæller Kim Stadsholt.

Fortid som værksted

Inden DLU rykkede ind i Gråmose, var der autoværksted i bygningerne. Selv det føler Kim Stadsholt sig ikke overbevist om, at der igen vil blive givet tilladelse til fra amtets side, fordi der skal tages hensyn til sikkerheden for færdslen på hovedvejen.

”Hvorvidt stedet kan føres tilbage som værksted, vil også kræve en tilladelse fra amtet, og der er ingen tvivl om, at trafiksikkerheden på vejen vil veje tungt i den henseende, hvor vi netop i de her år gør meget for at få ryddet op i fortidens synder med udkørsler på hovedveje,” pointerer han.

Rejser retur

Med de udsigter for forretningen i Gråmose har Otto Jensen nu besluttet sig for at rykke ud igen.

”Jeg regner med at flytte tilbage til Padborg, for det korte af det lange er, at jeg ikke kan få lov til at drive forretning her. At problemerne eksisterede, skænkede jeg ikke en tanke, da vi flyttede herop,” fortæller han.

Det lykkedes ikke at få en kommentar i går fra DLU´s direktør Ole Poulsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064