Skærme i nyt design
Skærmen adskiller sig dels ved designet, dels ved at den er let af pakke og sende.
Der er tale om en fælles afskærmning af hjulene på køretøjer med dobbelt- og tripleaksler. Det nye er, at skærmen er fremstillet i flere sektioner med integrerede samlingsbeslag.
»Det betyder, at hele skærmen kan sendes i en kasse på blot 1400 x 700 x 280 mm i modsætning til traditionelle skærme, der mindst fylder 2,7 meter i længden,« siger fabrikant Christian Kjær Thomsen fra Tandebæk ApS.
»Ved at fremstille skærmen i sektioner, kan man nøjes med at skifte en enkelt del ved eventuel beskadigelse,« tilføjer Christian Kjær Thomsen, der også fremhæver designet på den nye skærm.
Skærmen kan monteres med børster og refleks på siden, hvilket øger sikkerheden for medtrafikanter, samtidig med at sprøjt fra hjulene minimeres.
Christian Thomsen oplyser, at der er rustfri skruer og umbraconøgle med i skærmpakken, så det skulle være muligt at samle skærmen i løbet af fem minutter. Den nye skærm er patentanmeldt.