23948sdkhjf

Mystikken breder sig i Trafikministeriet

Medlemmerne af Folketingets trafikudvalg vidste i går intet om, at direktøren for Færdselsstyrelsen har søgt sin afsked. Det er det samme som en fyring, siger et medlem af trafikudvalget, som nu vil have en god forklaring af trafikministeren.

Oplysningen om, at direktør Christian Duus efter eget ønske har søgt sin afsked fra Færdselsstyrelsen, kom i går bag på de medlemmer af Folketingets trafikudvalg, som Lastbil Magasinet talte med.

Der er ingen tvivl om, at de nu vil have trafikminister Jacob Buksti til at komme med en rigtig god forklaring på tingene. Blandt andet, hvorfor ministeriet 22. februar uventet om eftermiddagen fritog både direktør Christian Duus og økonomichef i styrelsen Henrik Skander Madsen for tjeneste.

Lige så hemmelig som fritagelsen var, lige så ubemærket gik det til i departementet, at chefen for økonomien vendte tilbage på scenen i Færdselsstyrelsen i fredags, og at direktøren nu søger sin afsked.

Kaj Ikast er forundret

”Jeg anede ikke, at Christian Duus har søgt sin afsked, eller at Skander Madsen er vendt tilbage. Svend Heiselberg (V og medlem af trafikudvalget og Vejtransportrådet, red.) og jeg ved ellers mest om tingene på Christiansborg og nærmeste omegne, men vi kan ikke finde ud af, hvad der er sket. Med Skander Madsen kan vi udelukke alt over 25 øre. Han er bundhæderlig. Men nu forventer vi at få en redegørelse af ministeren,” siger Kaj Ikast.

Han beklager, at der mellem instanserne er så dårlig kommunikation, og han betegner Trafikministeriet som en lukket verden.

”Ved du, om politiet efterforsker straffelovsovertrædelser i sagen om Christian Duus?” spørger Kaj Ikast undertegnede. Men Lastbil Magasinet aner lige så lidt om som den øvrige offentlighed.

Helt uventet

”Det var dog interessant. Jeg vil ringe til kolleger for at få ministeren til at svare på, hvad der foregår,” siger medlem af trafikudvalget Søren Kolstrup (Enhedslisten), da Lastbil Magasinet oplyser ham om nyheden.

”Der skal ikke herske tvivl om, at der har været voldsomme spændinger om den her sag. Jeg vil Søren Jenseme have at vide, hvad der foregår. Det er ganske ubehageligt, når vi i udvalget er dukker i et skuespil,” mener Søren Kolstrup.

Han påpeger også, at udvalget er i den rolle, hvor medlemmerne har ret til at kigge den udøvende magt (ministeren, red.) i kortene, og den magt har Søren Kolstrup tænkt sig at gøre brug af.

Det samme har Margrete Auken. Hun er lige vendt hjem fra udlandet og vil sætte sig ind i sagen, inden hun udtaler sig.

”Men en afskedsansøgning efter eget ønske plejer at være det samme som en fyring,” siger hun.

Utilfredsstilende

Søren Kolstrup har brugt en del tid på Lastbil Magasinets henvendelse til ministeren 31. januar om sagsbehandlingen i styrelsen og de påfølgende artikler. Han forstår godt utilfredsheden med de noget flydende svar, som efter bladets mening stammer fra Færdselsstyrelsen.

”Når Trafikministeriets eget departement ikke selv har ekspertise til at svare, så bliver ministeriet bydrenge for en eller anden styrelse, og hvis det gør det i alle tilfælde, så kan ministeren lige så godt afskedige folkene i trafikministeriet og have to-tre stykker tilbage til at bære brevene frem og tilbage,” siger han.

Tager det til efterretning

”Vi kan kun tage oplysningen til efterretning, men jeg tror, at det her understreger, at det drejer sig om en personsag. Tiden vil så vise, om nogen finder anledning til at komme med en forklaring på et tidspunkt.” Sådan kommenterer ordførende direktør i DTL, Michael Svane, de nye oplysninger i den mørklagte sag.

Hverken Michael Svane eller de øvrige kilder tør udtale sig om, hvorvidt økonomichef Henrik Skander Madsens tilbagevenden til jobbet kan tyde på, at det ikke er det økonomiske, som er problemet i Færdselsstyrelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065