23948sdkhjf

Christian Duus har søgt sin afsked

Direktøren fra Færdselsstyrelsen vender efter eget ønske ikke tilbage, efter at han torsdag 22. februar blev fritaget for tjeneste.

”Jeg kan oplyse, at Christian Duus har søgt sin afsked efter eget ønske, mens økonomichef Henrik Skander Madsen vendte tilbage til tjenesten i Færdselsstyrelsen i fredags. Ellers har jeg ikke yderligere kommentar til sagen.”

Sådan lyder meldingen her til eftermiddag fra Trafikminister Jacob Bukstis pressetalsmand Jesper Damm.

Det betyder, at der stadig er lagt grundigt låg på, hvad der var årsagen til, at de to chefer i styrelsen torsdag 22. februar om eftermiddagen blev fritaget for tjenesten.

Ministeriets departementschef Kristian Dybvad afviste dengang, at der var sammenfald mellem fritagelsen og den af Lastbil Magasinet påviste ligegyldighed i sagsbehandlingen i Færdselsstyrelsen.

Rettet ind

Siden har Vejtransportrådet holdt møde, hvor styrelsen kun kunne sige ja til, at behandlingen af mindst en af sagerne var uden for rimelighedens grænser, og at Simonsen Transport A/S, Holstebro ikke skulle have haft udstedt tilladelser med en ny ansvarlig leder i januar 2000.

Firmaets revisorpåtegning på udstedelsestidspunktet godtgjorde, at der var gæld til Told & Skat. Samtidig havde Chaufførernes Fagforening gjort styrelsen opmærksom på, at firmaet skyldte både løn, feriepenge og pension til flere ansatte.

En udløber af mødet 14. marts i rådet blev også, at betalingen til den ansvarlige leder blev tredoblet fra 5.000 til 15.000 kroner pr. måned.

Stråmænd til livs

Ifølge rådets formand, afdelingsleder i Trafikministeriet Kurt Lykstoft Larsen skal det dæmme op for stråmandsvirksomhed. Det var netop problemstillingen i mange af de sager, Lastbil Magasinet rejste over for både rådet og Jacob Buksti 31. januar med en række skriftlige spørgsmål.

Efter mødet fortalte afdelingslederen Kurt Lykstoft Larsen også, at der bliver indkaldt til møde med vognopbyggere og bilimportører. I artiklen ”Færdselsstyrelsens egen syltekrukke” på hjemmesiden 7. marts rettede de en voldsom kritik mod styrelsens Biltekniske Afdeling, som bruger i bedste fald uger til at godkende materiel. Også selv om Færdselsstyrelsens egen undersøgelse tidligere godtgjorde, at sagsbehandlingen var kritisk.

Lastbil Magasinets hjemmeside vil i morgen bringe kommentarer til udviklingen i sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062