Resultatet af landskontrollen blev status quo
”Det korte af det lange er, at der ikke er de store udsving i forhold til tidligere kontroller. Det betyder også, at der ikke er en generel bedring,” siger politikommissær Asger L. Kristensen, Rigspolitiets Færdselsafdeling København.
Denne gang er der en stigning i antallet af overlæs. Ved kontrollen 15. februar var der 28 denne gang var antallet 60.
”Til gengæld er der et procentvis fald i forhold til sidste år, men alt i alt er tingene status quo,” fortæller kommissæren.
Europæisk kontrol
Det var ikke bare det danske Færdselspoliti, som var på vejene i går. Kontrollen var nemlig et led i European Operation Mermaid og blev gennemført samtidig i Finland, Irland, England, Holland, Belgien, Tyskland, Spanien, Rumænien og Danmark.
Operationen blev planlagt og koordineret af Metropolitan Police i London, og der samlede resultat forventes at foreligge først i næste uge.
556 forseelser
Det danske Færdselspoliti nåede på landsplan i løbet af sammenlagt 159 timer at kontrollere 1929 køretøjer med 556 forseelser fordelt i 454 rapporter.
”Og i forhold til de seneste kontroller rettet mod tunge køretøjer kan der altså ikke konstateres væsentlige ændringer i de forskellige forseelsestyper,” forklarer Asger L. Kristensen.
Forseelserne fordeler sig løseligt nævn:
Der var 14 køretøjer med bremsefejl fordelt på fem lastbiler, tre påhængsvogne og seks sættevogne.
51 blev noteret for tekniske fejl og mangler. Det var 43 lastbiler, syv påhængsvogne og en sættevogn.
Der blev på grund af grove tekniske fejl og mangler fjernet 10 sæt nummerplader fordelt med tre på lastbiler, to på påhængsvogne og fem på sættevogne.
13 køretøjer skal stille på syn. Det er otte lastbiler, tre påhængsvogne, en sættevogn og en bus.
I alt 60 køretøjer var enten for tunge eller havde forkert akseltryk. De 35 var på lastbiler, tre på påhængsvogne, seks på sættevogne og 16 på vogntog.
86 chauffører blev noteret for køre- hviletid fordelt på 85 lastbiler og en bus.
Der var fejl ved kontrolapparatet i 44 køretøjer. Det var 41 lastbiler og tre busser.
Fire lastbiler blev stoppet med fremmed gods, uden at vognmanden er i besiddelse af tilladelser.
Syv mænd bag rattet havde ikke erhvervet kørekort. De sad i seks lastbiler og den sidste i en bus.
47 lastbiler blev noteret for hastighed efter skiven.
I alt 116 chauffører fik køreforbud på stedet. Det var 66 lastbiler, fire påhængsvogne, 11 sættevogne, 28 vogntog og syv busser.
Forkert udvikling
Formanden for DTL kreds 1 vognmand Thorkild Jensen, Hundborg, beklager tallene, og han fortæller, at kredsen skal have et møde med vicepolitikommissær Lars Eriksen, Færdselspolitiet Aalborg, for at få en grundig snak om tingene.
”Det er en forkert udvikling. Sidste år havde vi et møde i Fredericia om olien. Alligevel har vognmændene tilsyneladende glemt at sige nej til de lave kørselspriser og ligger i stedet flere ton på bilen og glemmer at få den repareret,” siger formanden.
Han mener, at mange kører alt for længe, inden de sender bilen på værksted.
”Det koster også over 400 kroner i timen, men går til gengæld ud over sikkerheden. Konkurrencen kan også være for hård, fordi der er for mange biler og vognmænd,” forklarer Thorkild Jensen.
Endelig efterlyser han så tal på, om forseelserne begås af firmabiler eller biler til godskørsel for fremmed regning.
Det er uden tvivl et spørgsmål, som han vil stille til vicepolitikommissæren på det kommende møde.