DTL går til skatteministeren
Mens mejerierne får tilbagebetalt energiafgiften for olie, der bruges til opvarmning af vand til rensning af tankanlæg, har transportvirksomheder ikke samme ret.
Den forskelsbehandling vil DTL nu have skatteminister Frode Sørensen til at fjerne, oplyses det på DTL's hjemmeside.
Landsskatteretten har netop stadfæstet en afgørelse fra Told & Skat Horsens, der har nægtet en transportvirksomhed
refusion af afgiften på olie, der går til opvarmning af rensevand. Skattemyndighederne fastholder, at den del af
virksomhedens olieforbrug skal ligestilles med det almindelige olieforbrug til rumopvarmning og lignende – og her skal der som bekendt betales energiafgift.
Til gengæld er mejerierne fritaget for at betale afgift af den olie, som går til opvarming af det vand, som bruges til at rene og desinficere de store tankanlæg – og til mejeriernes egne tankbiler.
”Rensningen af tankene er fuldstændig den samme, uanset om den foregår på et mejeri eller i en transportvirksomhed.
Mange transportører har meget store omkostninger ved at holde tankene rene, når de den ene dag kører med levnedsmidler og den næste dag med noget helt andet. Vi mener, forskelsbehandlingen er urimelig og
konkurrenceforvridende. Nu må vi have skatteministeren på banen," siger ordførende direktør Michael Svane fra DTL, som
har ført retssagen for transportvirksomheden.
Ydermere kan dommen få den konsekvens, at også de told- og skatteregioner, der hidtil har refunderet energiafgiften til
transportvirksomhederne, nu vil følge kendelsen fra Landsskatteretten og kræve efterbetaling for de seneste fem år. Der kan blive tale om krav i millionklassen. For enkelte store transportvirksomheder kan udgiften nærme sig en million kroner i ekstra afgift til staten.
”Vi anmoder virksomheder, der bliver udsat for et sådant krav om efterbetaling, om at kontakte DTL,« siger Michael Svane til foreningens hjemmeside.