23948sdkhjf

Forsikringssag om sprituheld: Vognmand har gode chancer

Karl Ove Thomsen regner med at få sine penge for den skadede trækker og reparationen af den lejede trailer, som Forsikringsselskabet AIG i første omgang har nægtet at betale. Skråsikkerheden skyldes, at hans tidligere selskab Codan ville dække skaden, og at forsikringsmægleren glemte at fortælle, at AIG har en særregel.

Hvor de knap 400.000 kroner skal komme fra, ved vognmand Karl Ove Thomsen, Hunstrup ikke endnu, men han regner med, at pengene dukker op på et tidspunkt.

Også selv om hans Forsikringsselskab AIG Europe S.A. i første omgang slår sig i tøjret og nægter at betale, fordi vognmandens chauffør havde en promille på 1,85, da uheldet skete sidste år i efterårsferien.

Ved ulykken blev Karl Ove Thomsens trækker totalskadet for 290.000 kroner, og reparationen af den lejede trailer beløb sig til 106.000 kroner.

Hvem skal nu betale?

Om det i sidste ende bliver AIG, som skal udrede pengene, eller det bliver ansvarsforsikringen hos vognmandens forsikringsmægler Heitmann Madsen Assurance, Rødekro, er underordnet, men Karl Ove Thomsen vil ikke sidde med Sorteper.

Slet ikke da mægleren glemte at gøre opmærksom på, at AIG har den særregel, at selskabet ikke vil betale, hvis chaufføren har promiller i blodet.

AIG siger til sit forsvar, at chaufføren kører i vognmandens interesse. Om selskabet så kan løfte den bevisbyrde, at det var Karl Ove Thomsen, der drak sin ansatte fuld, er en helt anden sag.

”Jeg siger altid selv nej tak - også til én enkelt øl, hvis jeg skal ud at køre, fordi jeg ved, at den sløver lidt. Og jeg har aldrig budt mine chauffører en øl, når de skal på vejen,” forklarer Karl Ove Thomsen.

Flyttede forsikringen

Det var Heitmann Madsen Assurance, der for godt et år siden flyttede Karl Ove Thomsens forsikring fra Codan til AIG.

Ifølge forsikringsansvarsloven paragraf 20 betaler Codan, med mindre vognmanden tager chaufføren med på værtshus og drikker ham promiller i blodet for derefter at anbringe ham bag rattet i sin lastbil - eller sagt på en anden måde, at vognmanden har viden om, at hans ansatte sætter sig i bilen og kører i beruset tilstand.

Kedelig situation

Hos Heitmann Madsen er man også rimeligt trætte af situationen - og AIG.

Det har faktisk udviklet sig til, at firmaet i Rødekro er stoppet med at indtegne forsikringer til AIG, og Heitmann Madsen tilbyder også at flytte vognmænds forsikringer til andre selskaber.

Siden december har det udviklet sig til en sand kundeflugt fra AIG via mægleren i Rødekro.

”Vi har sagt til AIG, at den sikrede ifølge loven er vognmanden og hans chauffør. Så i det tilfælde, hvor chaufføren har kørt for Karl Ove Thomsen, er han sikret. Har chaufføren handlet groft uagtsom ved at have en promille på over 1,2, så skal AIG ikke give erstatning til chaufføren, men selskabet skal betale til den først sikrede, som er vognmanden, og så kan AIG senere gøre regres mod chaufføren,” fortæller Per Hietmann Madsen.

Et eksempel for Codan

Lastbil Magasinet forelagde skadesbehandler Peter Lorenzen, Codan, følgende tænkte eksempler:

”En vognmand har sin forsikring hos Codan. Hans chauffør kører med en promille på 0,5. Han vælter i et solouheld og laver materiel skade for 400.000 kroner, fordelt med 300.000 kroner på trækkeren og 100.000 kroner på en lejet trailer. Dækker Codan? Og hvordan stiller tingene sig, hvis chaufførens promille er på 2,0?

”Vognmanden vil altid få sine penge, hvis han ikke kender til, at chaufføren er fuld. Lad os nu sige, at de er sammen til julefrokost og får en masse øl, og vognmanden så sender chaufføren af sted, det er en helt anden situation. Men hvis ikke vognmanden ved, at chaufføren har promiller i blodet, så hæfter vi over for vognmanden, og han vil altid få sine penge for trækkeren og reparationen af traileren,” forklarer Peter Lorenzen.

Kan ende med regres

Skadesbehandleren påpeger også, at Codan efter et sådant uheld, alt efter promillens størrelse, tager tingene op til overvejelse i forhold til chaufførens ansvar.

”Hvis han har fremkaldt begivenheden med en grov, uagtsom handling, kan der tages regres mod chaufføren, men der skal meget til. Og for at sige, hvad der videre skal ske, så skal jeg have mere konkret viden om tingene. Men vi gør det på den måde, at vi betaler vognmanden, så han ikke bliver belastet af uheldet,” forklarer Peter Lorenzen.

Vognmanden møder op

I løbet af kort tid skal der afholdes et møde mellem Karl Ove Thomsens advokat Hans Henrik Tausen, København og AIG´s ditto samt Heitmann Madsen for at se, om man i fællesskab kan løse Den Gordiske Knude.

Til det møde har Karl Ove Thomsen også tænkt sig at sidde med ved bordet. Der har nemlig allerede nu været forhandlet frem og tilbage flere gange i sagen mellem advokaterne - uden resultat.

”Det er nu et halv år siden, trækkeren væltede, og jeg betaler stadig af på den. Det er en økonomisk belastning,” siger vognmanden.

AIG har i øvrigt meddelt Karl Ove Thomsen, at han er uønsket i deres kundekartotek, men det kan han sagtens leve med, og han har fortrudt mange, mange gange, at han flyttede fra Codan til AIG.

Det lykkedes ikke at få en kommentar fra AIG eller advokat Hans Henrik Tausen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078