23948sdkhjf

Er sagsbehandlingen tilfredsstillende?

Importører og opbyggere af materiel til vognmandsbranchen klager over langsommelig godkendelsesprocedure i Færdselsstyrelsen. For at høre om det er acceptabelt, sendte Lastbil Magasinet derfor i går en række spørgsmål til Trafikministeren og medlemmer af Folketingets trafikudvalg.

Hvad vil Trafikministeren gøre for at få tingene sat på skinner i Færdselsstyrelsens Biltekniske Afdeling, så sælgere af materiel til vognmandsbranchen ikke i fremtiden skal slås med ugelange sagsbehandlinger?

Det var et af de spørgsmål, som Lastbil Magasinet sendte til Trafikminister Jacob Buksti i går i anledning af artiklerne på hjemmesiden 7. marts: ”Færdselsstyrelsens egen syltekrukke” og ”Volvo-direktør har et forslag til politikerne.”

Her rettede en lang række kilder fra transportbranchen et voldsomt angreb på godkendelsesproceduren i styrelsen. De finder det ikke rimeligt, at der skal gå uger, inden materiellet kommer på vejene. Og flere af de implicerede har oplevet, at hvis de er kritiske, så går der endnu længere tid.

Invitation fra Volvo

Volvo Danmark A/S' salgsdirektør på busområdet, Verner Jensen, har et konkret forslag til Trafikministeren.

Direktøren synes, det vil være en god ide, hvis importører og vognopbyggere tager en snak med Jacob Buksti om problemet, og hvad der eventuelt kan gøres for at lette sagsbehandlingen.

Verner Jensen mener, at der måske mangler ressourcer - eller at tingene er gjort lidt for komplicerede med en masse regler, som ikke findes i andre lande.

Det er blandt andet de forhold, han mener trænger til en politisk drøftelse med de involverede parter.

Åbne for dialog

Verner Jensen forestiller sig, at udover politikerne skal panelet ved bordet bestå af Foreningen De Danske Bilimportører, Foreningen af Vognimportører i Danmark og Foreningen af Danske Vognfabrikker.

”Vi er altid åbne for at tage en snak om tingene, så det vil vi gerne være med til, men jeg mener ikke, at dialogen skal foregå gennem medierne,” siger en af talsmændene for Foreningen af Vognimportører i Danmark, Arne Mohr fra Krone Skandinavien A/S, Aabenraa.

Han finder heller ikke, at det er medlemmerne af vognimportørerne, der står med de store problemer i forhold til sagsbehandlingen. Det er efter hans mening mere importører af lidt mere specielle produkter, samt vognfabrikkerne.

Udover kritiske røster fra selve branchen kan medlem af Folketingets trafikudvalg og Vejtransportrådet, Kaj Ikast fortælle, at han får mange henvendelser fra kunder i butikken hos Bilteknisk Afdeling, og det er langt fra roser, de har med i bagagen vedrørende sagsbehandlingen.

Vil ministeren i dialog?

Lastbil Magasinet sendte følgende spørgsmål til ministeren og politikerne:

1. Vil ministeren lytte til ønskerne fra branchens folk, som til dagligt står med problemerne tæt inde på livet?

2. Er det acceptabelt med flere ugers ventetid, når samtlige skemaer og tillægsmaterialet over forskellige krævede beregninger af blandt andet belæsning og bremser er til stede?

3. Er det acceptabelt med flere ugers ventetid, når styrelsen tidligere har godkendt nøjagtigt samme produkt?

4. Er det acceptabelt, at kunderne hos Bilteknisk Afdeling ikke tør være kritiske, fordi de så risikerer at få deres sager syltet endnu mere? Der er trods alt tale om en offentlig myndighed betalt af skatteborgerne.

5. Hvorfor er sagsbehandlingen i styrelsen ikke strammet op, når man erkender problemerne i 1999 i konklusionen af forbrugerundersøgelsen?

6. Hvorfor kan bilinspektionen her i landet ikke godkende tingene ud fra den udarbejdede dokumentation, som det er tilfældet i de øvrige nordiske lande og Tyskland?

7. Kan dele af styrelsens sagsbehandling eventuelt privatiseres ved at flytte opgaverne til autoriserede værksteder, som Kaj Ikast foreslår?

8. Har ministeren et konkret forslag til, hvordan sagsbehandlingen kan lettes – eventuelt gennem en regelforenkling?

9. Hvorfor skal der være ugelang sagsbehandling for at få materiale indregistreret, som allerede er godkendt ifølge reglerne i EU, og som til dagligt kører rundt på de danske veje under andre nationalitetsmærker?

10. Hvorfor skal der være ugelang sagsbehandling for at få materiale indregistreret, som allerede er godkendt ifølge ADR-konventionen vedrørende tanke til farligt gods?

Lastbil Magasinet vil gerne have svar på spørgsmålene inden 23. marts.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062