23948sdkhjf

AIG sagen er som ubetrådt sne

Vognmand Karl Ove Thomsens advokat tør ikke spå om udfaldet. Indtil nu nægter forsikringsselskabet at betale, og der er ingen afgørelser i lignende tilfælde at læne sig op af.

”Skal man tolke forsikringsloven, som de gør, eller som vi gør. Det er et af spørgsmålene. Men det er ikke en nem sag, og i de tidligere afgørelser, som gav brugeren af køretøjerne medhold, har der været tale om rimeligt lave promiller,” fortæller advokat Hans Henrik Tausen, København.

På vegne af vognmand Karl Ove Thomsen, Hunstrup i Thy, har han taget kampen op mod Forsikringsselskabet AIG Europe S.A..

Efter en ulykke sidste år i efterårsferien nægter selskabet at erstatte vognmandens totalskadede trækker og reparationen af en lejet trailer. Den samlede sum beløber sig til 396.000 kroner plus regningen for Falcks indsats i forbindelse med oprydningen på 32.000 kroner.

Soloulykken skete på E 45 ved Hobro, og påfølgende viste det sig, at chaufførens promille var helt oppe på 1,85.

Egne regler

AIG nægter at betale, fordi selskabet har en særregel i policen, der siger, at skader dækkes ikke, hvis de er forvoldt, mens køretøjet blev ført af en person, der var beruset jf. forsikringsaftaleloven paragraf 20.

Lovteksten er omtalt i artiklen på hjemmesiden 22. februar: ”Forsikringsselskab mister kunder.”

”Spørgsmålet er, om ikke AIG´s fortolkning er i strid med forsikringsaftaleloven, så deres regler går videre end selve loven,” siger vognmandens advokat.

AIG´s advokat og Hans Henrik Tausen har holdt flere møder uden resultat.

Vognmandens afgørelse

”Hvis ikke AIG vil rokke sig, er det op til vognmanden at afgøre, om sagen skal ende i retten. Næste spørgsmål i sagen kan også være, om vognmanden har fået den korrekte vejledning hos sin forsikringsmægler, så ansvaret eventuelt ligger der,” påpeger advokaten.

Han regner med, at resultatet af forhandlingerne med selskabet foreligger i løbet af ti til 14 dage.

Det lykkedes ikke at få kontakt med Karl Ove Thomsen for at få hans kommentar til, hvordan han vil gribe sagen an, hvis AIG fastholder sin afvisning af sagen.

Han har tidligere udtalt, at han ikke blev opmærksom på selskabets særregel, inden ulykken var sket.

Forsikringsmægleren nævnte nemlig ingenting, da Karl Ove Thomsen flyttede over i AIG. Et skift, som han har fortrudt mange gange siden.

Læs også på hjemmesiden 8. og 12. februar: ”Forsikringen vil ikke betale” og ”Vognmand advarer mod forsikringsselskab.”

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079