Kritik af politiets rapport
”Jeg er lidt træt af, at chaufførerne i dag i medierne fremstår som en samling forbrydere hele bundtet. Det synes jeg ikke, det skal stå umodsagt. Jeg mener heller ikke, at årsrapporten skal hænge hele erhvervet ud, når tallene ikke er specificeret,” påpeger næstformanden for Chaufførernes Fagforening i Aabenraa, Freddy Knudsen.
Hans kritik går på, at rapporten påviser en markant stigning i overtrædelser af køre- hviletiden fra 2,26 procent i 1995 til 7,94 procent i 2000, og tallene viser en jævn stigning i de mellemliggende år.
”Det er let nok at komme med den udlægning, at det alene er de danske lastbilchauffører, der ikke overholder reglerne, men det fremgår ikke af tallene, hvor mange af de kontrollerede biler, der er udlændinge og mindre varebiler,” påpeger Freddy Knudsen.
Tallene stiger
Politikommissær Asger L. Kristensen. Rigspolitiets Færdselsafdeling København, bekræfter, at forseelserne ikke er specificeret ud på lastbilernes størrelser og nationalitet, men han mener, at de fleste noterede køre- hviletidsovertrædelser i statistikken vedrører de tunge køretøjer.
”Og vi kan konstatere, at der er en markant stigning i forseelsen. Jeg siger ikke, at bøderne skal sættes op på området, men det er interessant, at antallet af overlæs viser en væsentlig nedgang, efter der blev indført skærpede sanktioner for dem,” mener politikommissæren.
I maj 1999 blev godskørselsloven strammet på flere området. Samtidig fik bøderne en anseelig tak opad for overlæs, og i yderste konsekvens kan de helt ”tunge” chauffører frakendes kørekortet betinget.
Bøderne for hastighedsovertrædelser blev også hævet, og ubetinget fra kendelse af pappet blev samtidig sanktionen for chauffører, som piller ved hastighedsbegrænseren.
Derimod blev prisen for at overtræde køre- hviletiden ikke ændret.