Christian Duus og økonomichefen fik marchordre
Trafikministeriet satte i går direktøren for Færdselsstyrelsen Christian Duus en tur ud i kulden sammen med økonomichefen H. Skander Madsen, mens miisteriet undersøger nogle ting.
"Det, vi har at sige til sagen, er, at de er fritaget for tjeneste, mens vi undersøger nogle forhold. Det er den kommentar, vi har," lyder meldingen fra Trafikministerens pressetalsmand Jesper Dam Olsen.
Mange sager på tapetet
Lastbil Magasinet har gennem den seneste tid rejst en lang række sager, hvor håndteringen af dem i Styrelsen er under al kritik.
Efter lang tids skriverier tog bladet kontakt til Jacob Buksti for at få svar på, om sagsbehandlingen i Styrelsen er tilfredsstillende. Samtidig stillede vi også spørgsmål til Vejtransportrådet.
Forleden fik Lastbil Magasinet svar fra ministeren, som beskrevet andet steds på hjemmesiden i dag.
Spørgsmålene til Rådet behandles på et møde 14. marts.
Kan det passe?
Spørgsmålene vedrører blandt andet Simonsen sagen fra Holstebro, hvor Færdselsstyrelsen godkender en ny ansvarlig leder.
Det på trods af brev fra den lokale afdeling af Chaufførernes Fagforening om restancer til de ansatte af både løn, feriepenge og pensionsindbetalinger samt en ny dom omhandlende udebleven løn og feriepenge til en tidligere ansat.
Samtidig var der så sort en revisorpåtegning på det regnskab, som Styrelsen lagde til grund for udstedelsen, at den burde få alle alarmklokker til at ringe. Selv hos Færdselsstyrelsen.
I flæng kan nævnes andre sager som den fra Kliplev, hvor den ansvarlige leder ifølge ansatte aldrig viste sig, men overlod den daglige drift til en anden. Det resulterede i, at der hverken indbetales kildeskat eller feriepenge i hele 2000. Bilerne, der kørte fra firmaadressen var indregistreret i tre selskaber. Det ene konkursramt. Det andet uden tilladelser og ansvarlig leder og så det sidste, hvor den ansvarlige leder aldrig viste sig.
Uden tilladelser og senere i firmabiler
Kørte uden tilladelser og senere med firmabiler
Hos Drejergård i Horsens førte vognmandens ulovligheder til anmeldelse til politiet for godskørsel i ansøgningsperioden, og New Trail, Sæby, blev i samme forbindelse anmeldt for medvirkeansvar ved at beskæftige vognmanden.
Da Drejergård fik sine tilladelser, fortsatte han med at køre ulovlig. Nu med ti biler indregistreret til firmakørsel i hustruens møbelhus.
Politiet i Horsens undersøger stadig sagen, så det er for tidligt at sige, om den løber ud i sandet som anmeldelsen for samme ulovligheder mod vognmand Tommy Bob Axelsen, Harlev, og GT Spedition, Aalborg, til Århus Politi.
Færdselsstyrelsen foretog sig intet i sagen, fordi politiet ikke rejste sigtelse mod vognmanden og slet ikke efterforskede firmaet i Aalborg med den begrundelse, at der var i en anden politikreds.
Det lod Styrelsen sig spise af med, fordi som man påpegede, at GT´s del af forseelsen var en straffelovsovertrædelse, som er uden for Færdselsstyrelsens kompetenceområde.
Flere sager
Med Styrelsens vidende kørte firmaet IVT, Vig på Sjælland, rundt på tredje år på midlertidige tilladelser. Trafikken fandt sted lige til vognmanden gik konkurs i januar i år.
At beskæftige udenlandske biler med udenlandske chauffører med indenrigskørsel koster bøder. Det fik speditionsfirmaet Andreas Andresen, Padborg, at føle i efteråret, da de havde russere på vejene. Det kan ikke kaldes at følge reglen om god skik i branchen. Alligevel er der ikke sket noget i forhold til den ansvarlige leder i vognmandsdelen SST, som også er direktør for Andreas Andresen.
Kritik fra anden side
Ud over de nævnte sager har DTL anmeldt flere til Styrelsen. Det samme har foreningen af Danske Langtursvognmænd.
Der er bare aldrig rigtig sket noget, og den ordførende direktør for DTL, Michael Svane, har flere gange udtalt, at sagsbehandlingen i Styrelsen bevirker, at der kan stilles spørgsmål ved hele tilladelsessystemet.
Micael Svane vil i øvrigt ikke komentere direktøren og økonomichefens afgang.
Kritikken har også flere gange lydt fra SiD´s side, og så sent som i går offentliggjorde Lastbil Magasinets hjemmeside et åbent brev, underskrevet af 12 jyske afdelinger, til Trafikminister Jacob Buksti, hvor fagforeningerne opfordrede ministeren til at holde Styrelsen og direktøren Christian Duus i ørerne.
Det må siges at være sket.
Lastbil Magasinet følger op på sagen, når der er nyt