Strejken i Padborg er afblæst
Ingen kommentar. Sådan lød meldingen i går eftermiddag fra både de strejkende chaufførers talsmand Gerhard Atzen og formanden for Chaufførernes Fagforening i Bov Dieter Hansen, da konflikten hos Barsøe A/S og LV Transport A/S blev afblæst klokken 15.30.
Strejken blev indledt søndag aften, og chaufførerne har undervej præsenteret ledelsen for ti krav, som de vil have opfyldt. Hvordan tingene stiller sig blev ikke kommenteret i går, men Lastbil Magasinet offentliggør her den pressemeddelelse, som blev sendt ud i forbindelse med konfliktens ophør:
”Chaufførerne hos Barsøe A/S og LV Transport A/S har dag dato klokken 15.30 besluttet at genoptage arbejdet. Parterne drøfter efter genoptagelsen de fremførte krav fra chaufførerne i den kommende uge. I den mellemliggende periode, hvor der pågår drøftelser, ønsker begge parter arbejdsro.”
Den korte meddelelse er underskrevet distriktsekretær Jens Ole Juhler, SiD, og adm. direktør Jens Bøje, Barsøe.