23948sdkhjf

Chaufførerne drejede nøglen søndag aften

Bilerne holder stille hos Barsøe og LV i Padborg. De ansatte har et kardinalpunkt, som skal opfyldes, inden de kører ud igen. De forlanger, at der ikke rettes i kørselsrapporterne i fremtiden.

”Der er stor enighed om, at chaufførerne vil fortsætte konflikten, og vi har mandat til at fortsætte forhandlingerne, og det er både afdelingen og tillidsfolkene parate til,” siger formanden for Chaufførernes Fagforening i Bov, Dieter Hansen.

Tillidsmændene og formanden var i arbejdstøjet hele dagen i går, og det fortsatte fra morgenstunden i dag, hvor chaufførerne stemte om at fortsætte den ulovlige konflikt. Af de 45 fremmødte var der kun en nejstemme.

11 punkter

Chaufførerne har opstillet 11 punkter, som de forlanger gennemført. Punkt 1 står ikke til forhandling ifølge talsmanden for de ansatte, Gerhard Atzen. De resterende ti kan tages op hen af vejen, men bliver første punkt ikke gennemført, forlader køretøjerne ikke pladsen, hvor de har holdt stille siden søndag aften.

De 11 krav:

1. at der ikke fremtidigt rettes eller skrives på kørselsrapporter.

2. at der i Padborg til enhver tid holdes minimum 11 timer ved afbrydelse af ture.

3. at der tilvejebringes toiletforhold, som kan bruges af chauffører døgnet rundt.

4. at der stilles egnede lokaler til rådighed for chaufførerne.

5. at kørselsinstruktioner i fremtiden udleveres skrevet på maskine.

6. at afgangstiderne fra Padborg tilrettelægges i rimeligt forhold til senere pauser.

7. at der rettes på kommunikationen mellem chauffører og disponenter således at alle taler fornuftigt med og til hinanden.

8. at tid i Padborg, under hvilken der udføres arbejde, betales fuldt ud, også tid (ventetid) på besked.

9. at fyringer foregår efter først-ind-først-ud princippet.

10. at vore lønsedler tilrettelægges således, at de kan forstås af alle.

11. at chauffører ikke lægges død i udlandet på steder uden facilliteter.

Ændrer dato

De ansatte har ifølge Lastbil Magasinets oplysninger oplevet at få rettet i køresedler, så firmaet indlægger pauser eller ændrer på datoen. Andre har været ude for, at hvis de laver en åbenlys fejl i for eksempel datoen, så bliver de alligevel ikke rettet, når sedlen kommer hjem i firmaet.

Chaufførerne finder alle punkter rimelige, og med hensyn til punkt 11 gælder det deres sikkerhed, og det skal ses i lyset af blandt andet Ib Hattesens forsvinden i Polen.

Politiet på besøg

I aftes mødte politiet frem på pladsen hos de strejkende chauffører, men besøget forløb stille og roligt, da fremmede biler uden hindring kunne forlade pladsen.

Gerhard Atzen fortæller også, at chaufførerne forventer, at firmaet nu til formiddag vil sende tillidsmændene ud at køre. Det kan de valgte kolleger ikke nægte.

Talsmanden mener, de sendes af sted efter et møde med firmaets ledelse klokken ti til formiddag.

Lastbil Magasinet følger sagen dagen igennem, og bladet vil også forsøge at få en kommentar fra ledelsen efter mødet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081