23948sdkhjf

Firmaer

Vi har modtaget nedenstående indlæg fra Arne Nielsen, næstformand i Chaufførernes Fagforening, Aalborg, hvor han opfordrer alle chauffører til at kigge efter, om der står noget om pension på lønsedlen.

Få så tjekket den lønseddel kære medlem: Fremgår der nogen steder på den de 3 små bogstaver AMP, der står for Arbejdsmarkedspension?

Ja jeg ved ikke hvor store bogstaver, jeg skal tale med for at få din opmærksomhed, men tag nu lige og gør dig selv og din familie den tjeneste at få konstateret, hvorvidt din arbejdsgiver indbetaler til din arbejdsmarkedspension.

Inden for det sidste halve år har vi haft to medlemmer, hvor arbejdsgiveren ikke overholdt overenskomsten og indbetalte til AMP, og jeg vil kort beskrive de to sager.

Et medlem døde

Et medlem afgår ved døden, og de efterladte retter henvendelse til os for at få hjælp i forbindelse hermed.

Vi konstaterer, at der ikke er trukket arbejdsmarkedspension, og derved heller ingen dødsfaldsdækning.

Vi konstaterer, at medlemmet er berettiget til AMP, og retter henvendelse til virksomheden. Virksomheden lover at tage sig af det, men der sker intet.

Vi retter en fornyet henvendelse til virksomheden, og gør dem her opmærksom på, at dersom forholdene ikke bringes i orden, så stævner vi dem for 250.000 kr.

Så reagerer virksomheden, men 14 dage for sent, og i første omgang meddeler Pensionsselskabet, at man ikke dækker (idet det virksomheden faktisk har gjort, er det der svarer til at tegne en brandforsikring 14 dage efter huset er brændt).

Nu er det så heldigt, at vort pensionsselskab er ejet af medlemmerne, og vi er repræsenteret i bestyrelsen. Man udbeder sig derfor en forklaring fra virksomheden. Virksomheden fremsender sine undskyldninger og lover højt og helligt, at det aldrig skal ske mere.

De efterladte får herefter udbetalt dødsfaldssummen. For fuldstændighedens skyld skal jeg nævne, at efter vi har ordnet det rent organisatoriske og overenskomstmæssige, så henvender de efterladte sig til en advokat, men resultatet havde været det samme uden advokat, da sager af en sådan karakter normalt behandles i det fagretslige system.

Kritisk sygdom

Et ganske ungt medlem får konstateret en kritisk sygdom, og retter henvendelse til os for hjælp. Vi gennemgår hans lønsedler og ansættelsesaftaler fra tidligere jobs, ligesom vi er bekendt med, at han har arbejdet hos en virksomhed, der har tiltrædelsesoverenskomst med os.

Vi konstaterer, at der er indbetalt til arbejdsmarkedspension i forbindelse med tidligere ansættelsesforhold, men at den nuværende arbejdsgiver ikke indbetaler.

Konsekvensen er, at vort medlem faktisk "faldt ud" af forsikringen en gang sidste år. Der er altså ikke dækning for kritisk sygdom, ligesom der ikke er dødsfaldsdækning.

Vi retter henvendelse til virksomheden og rejser et krav på ca. 30.000 kr. til indbetaling på medlemmets AMP. Vi foreholder arbejdsgiveren, at vi vil stævne ham for 50.000 kr. til udbetaling for kritisk sygdom, og/eller 250.000 kr., dersom vort medlem afgår ved døden.

Det kan ikke være rimeligt, at du byder din familie dette !

Arne Nielsen

Næstformand Chaufførernes Fagforening, Aalborg

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063