23948sdkhjf

Færre overlæs men flere dimensionsfejl

Faldet i overtrædelser af overlæs skal ses i sammenhæng med de højere bøder, mener politikommissær efter gårsdagens storkontrol.

”Vi vil gerne lave et par kontroller til, inden vi eksploderer af begejstring, men vi kan konstatere en nedgang i procenten af køre-hviletids overtrædelser og overlæs. Ellers ligner resultatet ved den landsdækkende kontrol i går stort set det sædvanlige, hvad angår forseelser. Der er dog en stigning i forhold til belæsning, dimensioner og hastighedsovertrædelser,” fortæller politikommissær Asger L. Kristensen, Rigspolitiets Færdselsafdeling København.

Han mener, at nedgangen i overlæs skal ses i sammenhæng med de øgede bøder for forseelsen.

”Det er desuden en så åbenbar forseelse, som enhver betjent kan konstatere, og det samme gælder hastighedsovertrædelser, mens det kan være lidt vanskeligere med hensyn til køre- hviletidsovertrædelser,” forklarer kommissæren.

Selv om det nu står bedre til med chaufførernes hvil, og Asger L. Kristensen håber, at det bedre resultat også vil vise sig ved senere kontroller, føler han sig ikke helt overbevist, inden tallene viser, at udviklingen fortsætter.

Flere dimensionsfejl

”Jeg kan ikke svare på, hvorfor der er en stigning i dimensionsfejl. Der er ikke nok informationer fra de enkelte afdelinger til, at jeg tør komme med en idé til stigningen, men det er noget, vi vil holde øje med. Også for at se om der eventuelt er mange udlændinge imellem,” siger politikommissæren.

Han mener også, at udover at de forhøjede bøder for overlæs virker afskrækkende, så skyldes nedgangen i forseelsen nok også, at køretøjerne bliver lagt døde til vægten passer. Men da det samme er tilfældet ved dimensionsfejl, har det tilsyneladende ingen indvirkning her.

”Så jeg kan ikke give nogen forklaring på, hvorfor chaufførerne bliver fristet til at køre med højere og længere gods og materiel end tilladt,” siger Asger L. Kristensen.

Kontrollen i tal

Inden dagen var omme i går var der kontrolleret 1438 køretøjer 26 forskellige steder i Danmark. Der blev konstateret 455 forseelser fordelt på 378 rapporter. Tallene i parentes er det samlede antal forseelser på alle kategorier af køretøjer ved den landsdækkende tungvognskontrol 12. oktober 2000.

Bremsefejlene i går var 7 (12), fordelt med 4 på lastbiler, 1 på en påhængsvogn og 2 på sættevogne.

53 (54) blev noteret for tekniske mangler i øvrigt. Det var 50 lastbiler, 1 påhængsvogn, 1 sættevogn og 1 bus.

Der blev konstateret 3 vogntog med ulovlig sammenkobling (4), mens der ikke blev skrevet bøder for ikke godkendt udstyr (1).

52 (44) fik bødeforlæg for dimensioner fordelt med 21 lastbiler, 1 påhængsvogn, 11 sættevogne, 18 vogntog og 1 bus.

Dagen i går bød på 28 (44) overlæs/akseltryk. Det var 13 lastbiler, 3 påhængsvogne, 1 sættevogn og 11 vogntog.

6 lastbiler, 1 påhængsvogn og 2 sættevogne, eller i alt 9 køretøjer, fik noteret fejl ved belæsning/fastgørelse (3).

Ved sidste kontrol blev der ikke givet bøder for farligt gods, mens 3 lastbiler og 1 sættevogn fik bøder for forseelsen i går.

2 vognmand var i går på vejen uden at have erhvervet tilladelse (2), mens 6 lastbiler og en bus i går havde glemt tilladelsen hjemme (7). 6 lastbiler kørte i øvrigt rundt uden andre lovpligtige attester (3).

Kørekort ikke erhvervet. Den forseelse tog 3 lastbilchauffører sig af i går (3).

Det glædelige tal for køre- hviletidsovertrædelser var 71 forseelser (92). Det var fejl ved kontrolapparatet i 33 lastbiler (30), og 60 blev noteret for hastighedsovertrædelser (40).

En enkelt havde promiller i blodet (0). Hverken denne eller sidste gang blev der noteret straffelovsovertrædelser.

88 lastbiler, 3 påhængsvogne, 8 sættevogne, 16 vogntog og 1 bus havde forseelser, som kommer ind under andet. Det dækker også vognmandens objektive ansvar (148).

6 lastbiler, 1 påhængsvogn og 1 sættevogn fik pladerne klippet (9). Seks lastbiler blev kaldt til syn (17). 73 chauffører fik køreforbud på grund af vægt, køre- hviletid og dimensioner (74).

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078