23948sdkhjf

Englænder blev stoppet to gange

Færdselspolitiet skrev 194 rapporter med 267 forseelser, da etaten afholdt tungvognskontrol i nogle timer tre dage i træk. En englænder satte sig på to af bøderne for overlæs, inden han fandt ud af, at et køreforbud også er et køreforbud. En dansk chauffør står til at miste kørekortet.

Fredag, lørdag og søndag i sidste uge mødte Færdselspolitiet i nogle timer op på brovægten ved E 45 nær Ellidshøj med 11 uniformerede betjente fra afdelingerne i Aalborg, Randers og Holstebro.

Da sidste bødeforlæg var skrevet på vægten godt søndag middag, blev resultatet opgjort til 240 stoppede biler med 267 forseelser skrevet i 194 rapporter inklusive hilsenen til vognmanden derhjemme for det objektive ansvar.

Og dog. Det er ikke helt korrekt, for en af de kontrollerede - en englænder i en hollandsk indregistreret bil, som modtog en bøde på 400 D-mark og et køreforbud for overlæs søndag formiddag - dristede sig til at køre sydpå, da politiet holdt fyraften.

Det skulle han ikke have gjort, for da han kom i nærheden af Randers, blev han stoppet igen, og det endda af nogenlunde samme betjent som i første omgang.

Næste stop kostede ligeledes 400 D-mark og endnu et køreforbud, som denne gang havde den ønskede virkning. Der blev rekvireret et ekstra køretøj til at tage en del af læsset.

Står til frakendelse

Politiet kunne konstatere, at det til tider går rigtig stærkt ude på vejen. Rekorden tegnede en dansk chauffør sig for. Han står til frakendelse af kørekortet.

Om søndagen var der mange udlændinge mellem de kontrollerede. Især nordmænd. De har det med at glemme at betale vejbenyttelsesafgift, inden eller når de kommer i land i Danmark, og så er de ofte rigelige i dimensionerne, fortæller vicepolitikommissær Lars Eriksen, Færdselspolitiet Aalborg.

I alt 26 blev noteret for dimensionsfejl. 25 køretøjer var for tunge og 29 chauffører blev noteret for hastighedsovertrædelser efter skiven.

I 52 tilfælde lød bødeforlægget for overtrædelse af køre- hviletiden. Andre 31 fik en hilsen med for betjeningsfejl af kontrolapparatet som for eksempel forkert udfyldt skiver.

En enkelt mistede nummerpladen, fordi køretøjet ikke var mødt til syn, og endelig stoppede politiet en turistbus, som var beregnet til rutekørsel og derfor momsfritaget.

Samlet blev der udstedt 63 køreforbud, indtil enten vægten eller dimensionerne var bragt inden for lovens grænser, eller chaufføren havde fået sig en lur.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062