Chauffører på skolebænken
EU-Kommissionen foreslår nu en obligatorisk chaufføruddannelse. Formålet er, at chaufførerne skal være bedre til deres arbejde, som samtidig skal være mere attraktivt og respekteret.
I dag får kun mellem fem og ti procent af de europæiske chauffører en uddannelse. Det store flertal kører alene på deres kørekort.
Ifølge oplysninger fra EU skal 210 timer eller seks uger være det absolutte minimum af uddannelse. Uddannelsen vil indeholde fag som motorlære, bremser, forebyggelse af ulykker, miljø og godshåndtering.
Erfaringer fra Frankrig, der har haft obligatorisk uddannelse siden 1995, viser, at de fleste chauffører vælger den længere uddannelse – nemlig 420 timer eller 12 uger, oplyser DTL.
Kommissionen foreslår, at chaufførerne undervises i de samme fag på de to uddannelser, men at 12-ugers uddannelsen går mere i dybden.
Ifølge forslaget skal chauffører, der allerede er i arbejde, videreuddannes hvert femte år i minimum fem sammenhængende dage.
Dansk Transport og Logistik hilser det nye forslag velkomment: ”Fremtidens transporterhverv kan kun overleve på adgang til viden”, siger ordførende direktør Michael Svane.