23948sdkhjf

Johs. Rasmussen beklager problemer hos undervognmand

Afdelingsleder Alex Olsen fra det Johs. Rasmussen ejede selskab E. Steffensen beklager de problemer, der blev i forholdet til deres undervognmand Jan Larsen, Nykøbing Sj., som stjal både trailer og dæk. Larsen havde kørt hos Steffensen i en årrække.

”Jan Larsen har kørt her en lang årrække, og vi har aldrig haft noget at udsætte på samarbejdet. Derfor er det klart, at vi er kede af svipseren på hans vegne,” fortæller afdelingsleder Alex Olsen fra det Johs. Rasmussen ejede selskab E. Steffensen, Viby Sj.

På Lastbil Magasinets hjemmeside i fredags blev det i artiklen »Stjæl og lease back« beskrevet, hvad der førte til, at parterne skiltes i sensommeren sidste år, hvor helt nye dæk på en af Johs. Rasmussens trailere var skiftet ud med gamle på røde og blå fælge.

”I forbindelse med sagen kørte vi ud til alle vore undervognmænd med egne trailere for at tjekke dem,” fortæller Alex Olsen.

Alt forløb planmæssigt, men hos Jan Larsen blev arbejdsgiveren nægtet adgang til garagen.

”Det var hans beslutning, at vi ikke skulle ind, så vi forlod stedet,” forklarer afdelingslederen.

Efterfølgende kom aftalen så i hus om at stoppe samarbejdet.

To med samme nummer

I forbindelse med besøget hos undervognmændene blev det konstateret, at Jan Larsen havde to trailere med samme nummer. Den ene stod hjemme og den anden i Holbæk.

Politiet fandt frem til, at den ene trailer - som beskrevet tidligere - var identisk med den trailer, som vognmand Ebbe Petersen, Næstved, mistede, mens den var til reparation hos Lastas i Hedensted i januar 1999.

Traileren var da nogle få måneder gammel. Efterfølgende viste det sig, at vognmanden fra Nykøbing Sj. næsten samtidig som Ebbe Petersen i 1998, erhvervede sig en tilsvarende trailer samme sted.

Alex Olsen ved ikke, hvordan Jan Larsen har fået enslydende nummerplade på de to trailere. Han mener ikke, at nummerpladen behøver at være meldt stjålet af Jan Larsen. Den kan også bare være meldt tabt.

Finans Nord finansiel ejer

Da Ebbe Petersens trailer forsvandt i 1999, fik han udbetalt 260.000 kroner af forsikringsselskabet Codan.

Da traileren sidste år blev fundet hos Jan Larsen, blev den ifølge Codan sat på auktion og solgt til højstbydende.

I dag kører Jan Larsen stadig rundt med traileren. Han er bruger, Finans Nord er ejer. Ifølge Codan skyldes den konstellation, at Finans Nord overbød de andre interesserede. Hammerslaget faldt på 260.000 kroner.

Finans Nord byder ikke

Hos Finans Nord har man det princip aldrig at udtale sig om konkrete sager. Men Erik Dahl Christiansen fra selskabet vil godt forklare, hvordan tingene generelt går for sig.

”Det er aldrig os, der byder. Det foregår altid på den måde, at det er kunden, som finder den ting, han gerne vil have. Vi finansierer bare. Sådan foregår finansiel leasing. Det er ikke os, der rækker fingeren i vejret, men kunden,” fortæller Erik Dahl Christiansen.

Bolden tilbage hos Codan

”Det her er en rigtig møgsag. Normalt sælger vi til højstbydende, men hvis det er tyven selv, der byder, siger vi, at vi vil ikke sælge til dig.”

Sådan sagde Ebbe Jensen, Codan i Næstved, i sidste uge til Lastbil Magasinet.

Ebbe Jensen har ferie i denne uge. Derfor var det ikke muligt at få hans forklaring på, hvordan Jan Larsen fik den stjålne trailer retur, når det ikke var Finans Nord, der bød den hjem.

Da Lastbil Magasinet tidligere spurgte Jan Larsen, var hans svar: ”Det kan jeg ikke rigtig svare på så længe, der ikke er faldet dom. Det må du spørge Finans Nord om.”

Vi vil kontakte Codan i næste uge.

Alex Olsen finder i øvrigt Codans handlemåde betænkelig. Han ved godt, at praksis er, at det er højstbydende, der får varen, men lige i det tilfælde her, påpeger afdelingslederen, at der er en svaghed ved det system.

Læs også artiklen "Umuligt at have to trailere på samme nummerplade".

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078