Kurator skal en tur til Sverige
Kurator i boet efter Simonsen Transport, advokat Kristian Dalsgaard, Holstebro, skylder en sønderjysk chauffør en stor tak.
I går formiddag henvendte chaufføren sig til Lastbil Magasinet, efter at han havde læst artiklen: "Vi bringer en efterlysning" på hjemmesiden.
Sønderjyden skulle lige tjekkes ind på numrene på de to savnede dansk indregistrerede trailere hos det krakkede Simonsen Transport.
Chaufføren kendte tilfældigt en person i Simrishamm cirka 40 km fra Ystad, som han kunne sende ud på cyklen for at lede. Et par timer efter kom meldingen. Traileren EP 8637 var fundet.
Så mangler boet bare at få fat i de to andre trailere, en svensk og en dansk registreret.
Direktøren på en fiskefabrik i Ystad fortalte i går, at den svenske trailer blev kørt til Danmark for tre uger siden.