23948sdkhjf

Vrede og frustration lurer lige under overfladen

Der var så godt som fuldt hus, da chaufførerne fra SST fredag aften holdt møde i Padborg for at drøfte problemerne på arbejdspladsen. De bliver større for hver dag i takt med, at bilerne kommer over på Luxembourg-plader.

Tre sygedage. Det er alt, hvad en chauffør har haft gennem de 18 1/2 år, han har gjort tjeneste hos SST (vognmandsdelen hos Andreas Andresen, Padborg, red.).

Som tak for tro tjeneste skal hans bil nu flages på Luxembourg plader, og en fyreseddel kan han ikke få.

”Nej, jeg fik tilbudt at stille mig bagest i køen af afløsere. Der er ti til 15 stykker i forvejen. Det vil betyde, at jeg vil få alle de dårlige ture, som ingen andre vil have. Det er jeg ikke interesseret i.”

Sådan siger chaufføren, som tog konsekvensen af den melding og fandt sig et andet job: ”Og det er netop det, de vil have os til hos SST,” mener en anden chauffør fra firmaet.

Hverdagen i firmaet er, at bilerne stille og roligt forsvinder ud af landet. I dag er der cirka 80 biler tilbage. Bag rattet i over halvdelen sidder der tyske chauffører. Cirka 120 lastbiler er registreret i Luxembourg.

Set med de danske chaufførers øjne, er det de køretøjer, hvor der i dag sidder danskere bag rattet, som står for at flage ud.

Vil gerne vide besked

Chaufførerne vil gerne have SST til at fortælle, hvor mange chauffører, der er stoppet i firmaet i november og december sidste år.

De ansatte mener nemlig, at SST skaffer sig af med så mange medarbejdere – mere eller mindre frivilligt, i forbindelse med udflagningen – at det begynder at ligne en massefyring, hvor vognmanden ifølge loven har pligt til at være med til at aktive dem, som forlader firmaet.

”Selskabet har ikke mulighed for at efterkomme dette ønske, da der ikke er kendskab til, hvilke chauffører, der er medlem af SiD, og hvilke der har valgt at stå uden for.”

Sådan skriver direktør Steen Sørensen i et referat fra et medarbejdermøde 19. januar, hvor chaufførerne fremsatte ønsket om at få listen.

Tynd forklaring

En chauffør fortæller Lastbil Magasinet, at det er en tyndbenet forklaring: ”SST´s undskyldning er også, at der er følsomme data på de lister. Vi vil bare gerne have navnene, så vi kan undersøge, hvorfor de er rejst.”

De ansatte i Padborg mener også, de mangler informationer om, hvor mange biler der skal af sted, men det vil SST heller ikke oplyse.

”Men der skal flages cirka ti biler ud inden 1. februar. Så skal der nogen af sted inden 1. april, og snakken går også, at der skal nogen af sted senere igen,” siger en chauffør.

Hård konkurrence

I mødereferatet fra 19. januar begrunder direktør Steen Sørensen udflagningen med, at der konkurreres hårdt på priserne i branchen på grund af: ”at der kommer flere og flere udenlandske vognmænd, herunder østeuropæiske vognmænd, der især på full loads området tager markedsandele,” skriver direktøren.

Den vending kommenterer en chauffør fra SST på følgende måde: ”Ja, de er ikke nemme at konkurrere med de russere. Steen Sørensen må jo kende prisen på dem, som kørte cabotagekørsel for Andreas Andresen sidste år.”

Nedladende tonefald

Ved mødet i fredags var der også et andet varmt punkt på dagsordenen. Nemlig firmaets måde at adressere kritik mod de ansatte over én kam.

Chaufførernes utilfredshed skyldes især SST´s to siders Chauffør Information fra 7. december, hvor de finder, at tonen er overordentlig nedladende.

Chauffør Information skriver blandt andet vedrørende chaufførernes parkering ved kontorbygningen, som er forbeholdt kontorpersonalet: ”Så prøver vi lige igen – det må kunne lykkes en gang (måske denne?). Du bedes venligst parkere på pladsen ved Odinsvej. Hvis denne venlige henstilling ikke hjælper, må vi desværre tage hårdere midler i brug et slæbetov f.eks.”

Om kontrol af diagramark, lønafregninger, kørselsrapporter og andre dokumenter skriver Chauffør Information: ”Vi måtte ved gennemgangen konstatere, at mange chauffører efterhånden har sugerøret så langt nede i pengekassen, at vi ser os nødsaget til med øjeblikkelig virkning at stramme op på nogle punkter. Til orientering vil vi fremover ikke acceptere, at der skrives et minut mere på afregningen, end der er medgået. For jeres egen skyld, så udfyld kørselsrapporter korrekt, da det er svært at blive ved med at tro på, at det er fejl og tankeløshed."

Trækker i land

Mange af de chauffører, som var i Padborg i fredags, finder, at SST skyder gråspurve med kanoner og forsøger gøre tingene langt værre og mere negative, end de egentlig er, og det problem diskuterede de så med Steen Sørensen ugen forinden.

Selv om direktøren trak i land på mødet og selv erkender det uheldig ordvalg og den negative tone i referatet fra mødet, så mener chaufførerne, det var bedre, hvis Chauffør Information var nærlæst, inden det blev udleveret i december.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062