23948sdkhjf

Simonsen-sagen: Fusk med dieselkort

To tidligere chauffører har fået det meste af deres løntilgodehavende hos Simonsen Transport A/S, Holstebro. Den ros skal firmaet have, mener de to, som begge stoppede samarbejdet. Den ene fordi John Simonsen forsøgte at gå bag hans ryg og den anden, fordi han ikke ville deltage i fusk med dieselkortene - eller køre rundt med ulovlig svensk fisketrailer.

”John Simonsen troede, han også skulle bestemme over fængslet, og han forsøgte at bringe mig i fedtefadet. Han ville have mig til at køre en tur, som jeg ikke kunne nå, inden min daglige udgang var forbi. Så sagde han, at han havde spurgt hos fængselsbetjenten, som gav grønt lys. Det kontrollerede jeg, og det viste sig, at det ikke passede,” forklarer en indsat i Jyderup Statsfængsel.

27. november sidste år begyndte han at køre for John Simonsen i denne omgang, men han har arbejdet for Holstebro-vognmanden i flere omgange.

I mandags sluttede så samarbejdet mellem parterne på grund af John Simonsens løgn over for den indsatte, som kunne have kostet ham hans udgangstegn i dagtimerne.

Ophøret af samarbejdet skete i øvrigt efter aftale mellem den indsatte og fængselsledelsen.

Lidt godt at sige

”Jeg har altid tidligere fået min løn hos Simonsen. Det har jeg også indtil januar i år. Men jeg har regnet ud, at jeg nu har 7.928 kroner til gode. Det vil glæde mig, hvis John Simonsen vil udbetale pengene. Det lovede han i dag i telefonen.”

Den indsatte afsoner en dom på toethalvt års fængsel. Han vil gerne være anonym, fordi han efter det brudte ansættelsesforhold hos den krakkede vognmand skal ud og søge andet job i dagtimerne. For nemheds skyld kalder vi ham NN i resten af artiklen.

Overlever nok

”Jeg overlever nok, hvis jeg ikke får de sidste penge. Der mangler for tre til fire fisketure. Det er cirka 5000 kroner,” fortæller ekschauffør hos Simonsen Transport, Flemming Johnson.

Hans ansættelsesforhold stoppede brat onsdag i sidste uge.

”Jeg ringede over til John Simonsen, men fik at vide, at jeg ikke skulle tage mig af konkursen. Vi kører nu for noget, der hedder Simonsen Fisk, lød beskeden. Jeg sagde, bare du kommer med pengene, men så blev John Simonsen helt febrilsk og sagde, at jeg bare kunne gøre, hvad han sagde,” forklarer Flemming Johnson.

Chaufføren valgte så at stoppe på stedet og tømte lastbilen for sine ejendele. Senere ringede vognmanden og bad ham fortsætte, men Flemming Johnson takkede nej.

Chauffør: Det er bedrageri

Olieselskabet Shell har ifølge oplysningerne over én million kroner til gode hos Simonsen. Og selv om firmaet blev erklæret konkurs 2. januar, fortsatte vognmanden og hans ansatte med at bruge kortene efter skæringsdatoen.

”Jeg fik besked på, at når jeg kom ind på stationerne, så skulle jeg bare sige, at jeg havde glemt koden, fordi jeg var afløser, så kørte personalet kortet gennem fluesmækkeren,” forklarer Flemming Johnson.

Han mener, det tangerer bedrageri. Flemming Johnson var heller ikke vild med et andet kneb, som han fik hjemme fra vognmanden. Det lød på, at han bare kunne ridse magnetstrimlen, så kortlæseren ikke kunne tygge sig igennem koden.

Kunne stadig tanke i udlandet

Allerede i september sidste år oplevede Flemming Johnson at stå med et dieselkort ude af drift. Han ville dengang tanke hos Shell i Karlslunde, men kortet var spærret.

”John Simonsen sagde, at det var fordi, der var nogle nye rabatter, som ikke var kørt rigtigt ind – eller noget i den retning, men han sagde, at vi bare kunne tanke i udlandet, for der var der ingen problemer med spærrede kort,” siger den tidligere chauffør.

Han erfarede efter et forsøg, at oplysningen var korrekt: ”Det fatter jeg ikke noget af. Hvorfor er kortene ikke spærret i udlandet,” spørger Flemming Johnson.

Dengang kørte John Simonsen Norge/Sverige for Roland Munch, men da man her blev opmærksom på kortproblemet, sluttede samarbejdet, forklarer chaufføren.

John Simonsen styrede foretagendet

Selv om det på papiret var John Simonsens far Hans Christian Simonsen, som var direktør og ansvarlig leder i Simonsen Transport A/S, havde han ifølge de tidligere ansatte ikke noget som helst med driften i det krakkede selskab at gøre.

”Jeg har aldrig haft en skid med faderen at gøre. Han har aldrig udstukket én eneste ordre til mig,” fortæller NN.

”Jeg tror ikke, at John Simonsens gamle far har vidst, hvad der foregik, men nu ryger han vel med i fedtefadet,” mener Flemming Johnson.

Kører rundt med svensk trailer

I januar måned har John Simonsens - eller rettere leasingselskabernes trækkere - været travlt optaget af at køre skidtfisk fra Køge til fiskemelsfabrikken i Esbjerg samt til diverse minkfoderfabrikker i Jylland.

Til transporten blev traileren ER 6583, ejet af Leasing Fyn, med bestemthed benyttet så sent som i mandags. Men Simonsen har en anden, svensk trailer, som bruges på strækningen.

”Den hedder AGF 765. Både på bagenden og siden af traileren står der Tjörntrans. Jeg mener, John Simonsen købte den gennem et svensk leasingselskab, men jeg tvivler på, at den er indregistreret nogen steder,” forklarer NN.

Flemming Johnson kender også den svenske trailer.

”Jeg vil ikke køre rundt med noget, som ikke er registreret. Det er pisseulovligt, og hvordan med forsikringen, hvis der sker noget,” spørger han.

Ikke korrekt

NN oplyser i øvrigt, at der var en fejl i artiklen:

Simonsen kører ulovligt

på Lastbil Magasinets hjemeside i går.

Vi skrev, at Irene Wedel Simonsen er gift med John Simonsen. NN fortæller, at hun er søster til John Simonsen. Vi beklager fejlen.

Læs også artiklen: Efterlysning af Simonsens biler

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08